Ganløse-atleten Martin Iversen, der også er formand for skolesportsklubben Sport Hampeland, kom øverst på podiet. Privatfoto

Ganløse-atleten Martin Iversen, der også er formand for skolesportsklubben Sport Hampeland, kom øverst på podiet. Privatfoto

Martin Iversen i hopla: Blev Danmarksmester i diskoskast-konkurrencen

Ganløse-atleten viste høj klasse, da han på Hvidovre Stadion trak det længste strå i diskoskast-konkurrencen

Martin Iversen kan endnu engang kalde sig Danmarksmester.

Ganløse-atleten, der også er formand for skolesportsklubben Sport Hampeland, satte konkurrenterne til vægs i diskoskast-konkurrencen ved DM Masters på Hvidovre stadion.

De seneste tre år har Martin Iversen stået øverst på skamlen ved DM Masters i kampen om guldet i diskoskast på trods af at hans spidskompetancer ikke just er i kastedisciplinerne.

“ I mine unge år var jeg i den danske elite i længde- og højdespring. Men jeg dyrkede også 10 kamp, så lidt basisteknik havde jeg da i diskoskast. Da jeg for fire år siden gjorde comeback i atletik, var der mere udfordring i at kaste mig over diskoskast, som også er langt mindre belastende. Selvom jeg ikke er stor og stærk som mange “rigtige” kastere, har jeg en god spændstighed og hurtighed," siger Martin Iversen.

I år var der hård konkurrence om guldet, idet flere mastersatleter med speciale i netop diskoskast var rykket op i klassen 60-64 år. Martin Iversen havde dog langt den bedste teknik og vandt derfor knebent over den stærke kaster Per Sabroe fra Herning.

Spænding

Der var længe spænding om udfaldet, men Martin viste størst stabilitet med tre kast over 40 meter, hvoraf det længste på 40,99 indbragte sejren. Per Sabroe måtte dermed se sig slået med 3 cm. På tredjepladsen kom Allan Kolbye fra Amager Atletik med resultatet 31,43 m.

Som en nyskabelse var mesterskaberne åbne også for atleter uden tilknytning til en atletikklub samt for udenlandske atleter. I alt deltog 250 masters i alderen 30 til 90 år fra 8 lande.

“Naturligvis har vi taget imod dette fine initiativ i skolesportsklubben Sport Hampeland”, forklarer Martin Iversen og fortsætter:

“I weekenden 24.-25.august er der DMU i Greve hvor 5 friske drenge fra Sport Hampeland skriver dansk sportshistorie når de for første gang nogensinde i dansk atletiks historie deltager uden at være medlemmer af en atletikklub”.

Publiceret 19 August 2019 11:11