Denne Rolls Royce Phantom fra 1927 kan opleves under det kommende Fjordløb, der afvikles med mål i Ølstykke. Foto: Torben Jensen

Denne Rolls Royce Phantom fra 1927 kan opleves under det kommende Fjordløb, der afvikles med mål i Ølstykke. Foto: Torben Jensen

Historiske køretøjer: Fjordløbet starter og slutter i Ølstykke

Det traditionsrige "Fjordløb" skydes i gang fra Græstedgård i Ølstykke. I år deltager 66 biler og 18 klassiske motorcykler

Søndag den 1. september afholdes det traditionsrige "Fjordløb" med start fra Græstedgård på Udlejrevej 13 B i Ølstykke.

Ruten går i år gennem det skønne nordsjællanske landskab via Hornsherred, gennem Gundsømagle, Tågerup, Himmelev, Roskilde Havn, Boserupvej, Herslev, Gevninge, Venslev, Frederikssund Færgevej, Gammel Slangerupvej, Store Rørbæk og tilbage til Græstedgård i Ølstykke.

Der er adgang for interesserede fra kl 9.00, og veterankøretøjerne sendes afsted med ét minuts interval fra kl 10.00 til kl 11.15. Veterankøretøjerne vender tilbage til Græstedgård fra cirka kl. 13.00.

"Der vil være rige muligheder for at få en snak med veteranfolkene om deres smukke og bevaringsværdige køretøjer, de fortæller gerne om deres hobby, dels køretøjets historie, opbygning og teknik. Samt det store og til tider vanskelige arbejde med at vedligeholde dem. Det kan være svært at skaffe reservedele, så man må på stumpemarked eller få dele fremstillet," siger Per Hougaard Frederiksen, formand for VBMC.

Rolls Royce tilmeldt

I år deltager der 66 biler og 18 motorcykler fra årgang 1927 til 1989. Der er tilmeldt en Rolls Royce Phantom II fra 1929, der beskrives som en virkelig flot restaureret veteranbil.

I løbet er der indlagt tre poster, hvor der skal udføres underholdende opgaver af forskellig art og sværhedgrad, for at øge det sociale samvær omkring de gamle køretøjer. Den ene af de tre poster er ved Roskilde Lilleskole Gundsølillevej 50, 4000 Roskilde fra kl. 10.15 til 12.00.

Publiceret 21 August 2019 09:47