Frederikssund Vikingerne kommer på besøg på møllen, og der vil være demonstration på ægte vikingekamp, hvor det er en dyst på liv og død.

Frederikssund Vikingerne kommer på besøg på møllen, og der vil være demonstration på ægte vikingekamp, hvor det er en dyst på liv og død.

Høstmarked på møllen: Jazz og vikinge-kamp

En stor aktivitetsdag står for døren på Skenkelsø Mølle. Blandt andet kan gæsterne møde Frederikssund-vikingerne

Høsten er ved at være i hus, og det fejres med en spændende aktivitetsdag på Skenkelsø Mølle lørdag den 7. september fra kl. 10.00 til 14.00.

Sommeren lakker på hæld – og markerne er snart færdighøstet. Det skal fejres, når det sidste neg er båret ind.

Søris, den lokale producent af grøntsager, der allerede har fejret 30 års jubilæum som økologisk landbrug vil være tilstede. Der vil være mulighed for at købe friske økologiske grøntsager fra Søris. Børnene får lejlighed til at fremstille mel eller havregryn på møllens små demonstrationsmøller.

"Da museet stadig står midt i en ombygning, vil der være begrænset aktivitet på dagen, men det er lykkedes at overtale Frederikssund Vikingerne til at besøge møllen. Og der vil være demonstration på ægte vikingekamp, hvor det er en dyst på liv og død. Oplev vikingerne formidle fortidens kampmetoder med sværd og økser – det går ikke stille af," lyder det fra Arkiv- og museumsleder Rolf Kjær-Hansen.

Der vil også være sprøde jazztoner på museet: StarDust SwingBand med orkesterleder Erik Hjortkær Andersen spiller koncert i møllehaven. Et klassisk bigband med fokus på swingende jazzmusik fra 1930-erne og 40-erne.

Friskmalet mel

Derudover vil Møllelauget fortælle om møllens indretning og vingerne ville snurre. Der kan købes friskmalet mel fra stenkværn. Benyt lejligheden til at besøge museet og få mere at vide om Egedals spændende historie - herunder særudstillingen om ’Flittige hænder’, hvor man kan opleve genstande og dragter fra museets store samling.

Arrangementet sker i samarbejde mellem museet, Møllelaug og Historisk Forening.

Publiceret 22 August 2019 10:55