Dennis Lydom har holdt over 150 koncertforedrag om Johnny Cash. Nu kan foredraget opleves i Ølstykke. Pressefoto

Dennis Lydom har holdt over 150 koncertforedrag om Johnny Cash. Nu kan foredraget opleves i Ølstykke. Pressefoto

Koncert-foredrag om Johnny Cash i Ølstykke

Foredragsholder og musiker Dennis Lydom sætter i Udlejre Kirke i Ølstykke fokus på "The Man in Black", Johnny Cash

Ølstykke Menighedsråd er tirsdag den 17. september kl. 19.00 vært for et koncert-foredrag i Udlejre Kirke.

Johnny Cash er populær hos unge og ældre. Dette mærker foredragsholderen Dennis Lydom, der har holdt over 150 koncertforedrag om The Man in Black.

Med farverige fortællinger og musik inviterer han lytteren ind under huden på mennesket Johnny Cash, som var lige så skrøbelig som fandenivoldsk.

Man følger Johnny Cash fra hans dybt kristne opvækst i en fattig bomuldsplukkerfamilie i sydstaterne til hans ungdom i først flyvevåbnet og senere musikbranchen. Publikum får indgående kendskab til Johnny Cash’ op- og nedture, hans dæmoner samt det massive stofmisbrug, der plagede ham det meste af livet. Alt sammen tilsat essentielle sange fra hans karriere, som spændte over seks årtier. V

æbnet med sin guitar og autentiske stemme fremfører Dennis Lydom disse sange lige så nærværende og evigt aktuelle, som de var ment. Når du har oplevet dette, vil du forstå, hvorfor han som en af de få i Europa lever af udelukkende at fortolke Johnny Cash.

Dennis Lydom er født i Ringsted i 1975 og stiftede allerede som 5-årig bekendtskab med Johnny Cash’ musik. Dette var med til at grundlægge den fascination, der for alvor tog til i ungdomsårene. Dennis har brugt utallige timer på musik af og litteratur om Johnny Cash og siden mødt flere af legendens familiemedlemmer og venner.

I sommeren 2018 kom han i landets aviser, da han under et af disse foredrag faldt om på scenen med hjertestop. Dette betød aflysninger af resten af 2018. Hjertet er nu stabiliseret og lægerne har sagt god for, at Dennis kan fortsætte sit populære foredrag.

Dennis dannede I 2009 trioen Johnny Horsepower, som er et dansk cover af 50'ernes Johnny Cash & The Tennessee Two. Trioen turnerede med stor succes i hele Europa og har som det eneste Johnny Cash cover spillet shows med Cash' originale og eneste trommeslager, WS Holland.

Der er gratis entré i Udlejre Kirke.

Publiceret 05 September 2019 07:04