Her er vi på gulvet i den nye “store hal” i Jyllinge. På første sal kommer der blandt andet til at ligge selskabslokale, mens cafeteriet ligger nedenunder. Fotos: KT
Her er vi på gulvet i den nye “store hal” i Jyllinge. På første sal kommer der blandt andet til at ligge selskabslokale, mens cafeteriet ligger nedenunder. Fotos: KT
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyt moderne kompleks står snart klar: Velkommen til Jyllinge Hallerne “version 2.0”

Byggeriet af det nye og storstilede hal-kompleks i Jyllinge går nu ind i sin afgørende fase, og hvis alt går efter planen, så kan de mange brugere skyde 2018 i gang med at boltre sig i en topmoderne hal med plads til 400 tilskuere

Det var med bøjede hoveder og blanke øjne, at borgerne kunne se Jyllinge Hallerne stå i flammer en sensommeraften i juli for tre år siden.

En hård skæbne for en by, hvis halkompleks blev skabt og bygget af frivillige ildsjæle tilbage i 1971, og som gennem årene har været et slags “andet hjem” for flere tusinde mennesker.

Men nu er det tid til at løfte hovederne og i bogstavelig forstand “tørre øjnene”, for i starten af det nye år er den nye hal i det store idrætskompleks klar til at blive taget i brug.

Og lad det være sagt med det samme - Jyllinge Hallerne “version 2.0” er og bliver et imponerende syn, som rummer de vigtigste felter man kan kræve til et topmoderne idrætsmiljø i dagens Danmark.

Cafeteria med udsigt

Onsdag blev Lokalavisen Egedal inviteret på et smugkig i de stadig hemmelige gemakker, men læserne og brugerne skal naturligvis ikke snydes for at se, hvad der venter forude. Det er nemlig ikke småting.

Indgangen kommer til at byde på en indbydende foyer med et cafeteria, der vil have udsigt til den nye store hal med plads til 400 tilskuere.

Der bliver også bygget en 200 kvadratmeter ny lille sal, som kan bruges til alt fra zumba til borgermøder, og så kommer der også et stort og lækkert GVK-lokale i to etager.

Læg dertil ti-tolv nye omklædningsrum, et stort depotrum og en første sal med selskabslokale, administration samt kontorer og mødelokale - plus en multihal og en svømmehal.

“Jeg håber, at vi kan aflevere et projekt til byen, som alle vil være stolte af. Vi har været på noget af en rejse siden branden for tre år siden. Det har ikke været en planlagt rejse, og der har været nogle lufthuller undervejs, men nu lander vi snart med et halkompleks, som vi i den grad kan være bekendt,” siger Jyllinge Hallernes bestyrelsesformand Lars Lindskov, som bliver bakket op af halinspektør Claus Larsen.

“Vi kommer til at levere store oplevelser i de her rammer. Vi står med en hal, der i forhold til handicapvenlighed, energi og tilskuerefaciliteter lever op til alle kravene,” lyder det fra Claus Larsen.

Hal-projektet, der løber op i 75 mio. kr - blandt andet med en ti mio. kr.-støtte fra A.P. Møller Fonden og et 17 mio. kr.-lån fra Roskilde Kommune, har været et langt sejt træk for de involverede parter, men hverken Hr. Lindskov eller Hr. Larsen ønsker at tage klynke-kasketten på.

Halinspektør Claus Larsen og bestyrelsesformand Lars Lindskov ses her i de nye rammer, som man forventer at tage i brug i starten af året.
Halinspektør Claus Larsen og bestyrelsesformand Lars Lindskov ses her i de nye rammer, som man forventer at tage i brug i starten af året.

Lang proces

“Selvfølgelig har det været en lang proces lige fra perioden med forsikringsselskabet via projekt-udarbejdelsen til finansieringen og byggefasen, men vi har taget turen i fællesskab og løst de forskellige knaster undervejs. Det skyldes ikke mindst et fremragende samarbejde med alt fra kommune til bank og forsikringsselskab. Kunne vi have været færdige før?. Nej, for vores fokus har været på at levere et ordentligt kompleks,” siger Lars Lindskov, som skynder sig at tilføje, at Jyllinges nye hal leveres næsten “on time” og til budgettet.

“Hallen forventes at være klar til brug i januar. Cirka til marts følger foyeren og cafeteriet,” siger han.

Hvad glæder du dig mest til?

“At sidde med en kop kaffe i det nye cafeteria og kigge ud i hallen for at se de mange børn dyrke deres idræt. Det bliver fantastisk.”

400 tilskuerepladser opføres i den nye Jyllinge Hal.
400 tilskuerepladser opføres i den nye Jyllinge Hal.
Sådan kommer indgangen med foyer og cafeteria til at se ud i det nye halkompleks. Til højre ligger svømmehallen og multihallen.
Sådan kommer indgangen med foyer og cafeteria til at se ud i det nye halkompleks. Til højre ligger svømmehallen og multihallen.
Vi har bevæget os op på første sal, hvor der vil være plads til et selskabslokale, administration, kontorer og et mødelokale.
Vi har bevæget os op på første sal, hvor der vil være plads til et selskabslokale, administration, kontorer og et mødelokale.
Vi er nede i stueetagen igen, hvor afløseren for den gamle og velkendte “lille hal” bliver en 200 kvadratmeter sal med plads til alt fra opvarmning, gymnastik, zumba, foredrag og borgermøder.
Vi er nede i stueetagen igen, hvor afløseren for den gamle og velkendte “lille hal” bliver en 200 kvadratmeter sal med plads til alt fra opvarmning, gymnastik, zumba, foredrag og borgermøder.
Byggeriet af det nye halkompleks skrider fremad.
Byggeriet af det nye halkompleks skrider fremad.
Vi er taget en tur i kælderen, hvor der bliver opført ti-tolv omklædningsrum. Det er også her, at der blandt andet vil blive plads til kampsport.
Vi er taget en tur i kælderen, hvor der bliver opført ti-tolv omklædningsrum. Det er også her, at der blandt andet vil blive plads til kampsport.

Publiceret: 03. Oktober 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere