“Det var den trøje min kone strikkede til mig til mit første byrådsmøde i 1986”, siger Peter Hansen - klar til sit sidste byrådsmøde. Foto: due.
“Det var den trøje min kone strikkede til mig til mit første byrådsmøde i 1986”, siger Peter Hansen - klar til sit sidste byrådsmøde. Foto: due.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Peter Hansen i stort afskeds-interview: “Vi er alle blevet mere Egedal-borgere”

32 års virke som byrådspolitiker er slut for Peter Hansen. Her ser han tilbage - afbrudt af en god nyhed

Pludselig, midt i det hele, klinger melodien løs til “Når jeg ser et rødt flag smælde”.

Freden i stuen, hvor Lokalavisens udsendte er bænket hos Peter Hansen i Ganløse, bliver brat afbrudt. Vi var ellers godt i gang med en snak om 32 års indsats som byrådspolitiker i Stenløse og Egedal.

Melodien kommer til at spille flere gange, for det viser sig at være ringetonen til den 72-årige SF'ers mobiltelefon.

*Kæmpestort”

Grunden til at den bimler løs, er nyheden om at Egedal Kommune har fået medhold i en vigtig sag om sprøjtemidler.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har, som vi tidligere har omtalt, afgjort, at Egedal Kommune kan etablere beskyttelsesområde omkring Bjellekær Kildeplads ved landsbyen Søsum, hvor det ikke er tilladt at benytte eller opbevare sprøjtemidler.

“Det er jo kæmpe stort. Det er landsnyheder!”, udbryder en glad Peter Hansen i pauserne mellem opkaldene, hvor nogen enten vil fortælle ham nyheden - eller sige til lykke med den.

Dermed virker et af journalistens forberedte spørgsmål overflødige. Nemlig det der går på hvilken politisk sag der har haft største betydning for ham.

“Man må da sige, at det er en afsked med manér!”, konstaterer Peter Hansen.

En afsked med en politisk karriere, der begyndte i 1985, da Peter Hansen første gang blev valgt ind i Stenløse byråd for SF. En politisk post han ikke havde set i spåkuglen;

“Jeg havde egentlig større interesse for udenrigspolitik”, indrømmer han.

Men lokalpolitik blev det, og Peter Hansen indledte karrieren ved at stå bag en usædvanlig alliance med den borgerlige fløj:

“Vi gik sammen med Socialdemokratiet, CD og Fremskridtspartiet. Jeg blev vel arkitekten bag den alliance.”

En konstituering, der skulle komme til at kendetegne Peter Hansens fremtidige politiske virke. For senere indgik han i et samarbejde med Venstre og Willy Eliasen, der skulle komme til at vare flere valgperioder.

Det tætte samarbejde med de borgerlige står den erfarne politiker helt på mål for:

“Det har altid handlet for mig om at skaffe SF mest mulig indflydelse. Og ingen har nogensinde kunnet beskylde mig for at være blå. Tværtimod blev jeg i de første år kaldt “gadedrengen fra den yderste venstrefløj”, griner han.

Samarbejdet med Venstre fortsatte, da Egedal Kommune blev dannet i 2006. I første omgang med en konstituering, der gav den værst tænkelige start.

Hvor et alternativt flertal gik udenom den ventede konstituering med Willy Eliasen og Venstre, og gjorde Svend Kjærgaard til borgmester.

“Det var ikke nogen lykkelig situation, og der var mange voldsomme følelsesudbrud. Vi fik et byråd, hvor 14 stod stejlt overfor 13. To gange lykkedes det mig dog at få tippeet flertallet til den anden side”, husker han.

Det er blevet til mange valgkampe for Peter Hansen, men nu er det slut. Her fra 1997 med Helle Arrøe. Privatfoto.
Det er blevet til mange valgkampe for Peter Hansen, men nu er det slut. Her fra 1997 med Helle Arrøe. Privatfoto.

Undren over Smørum

Hele processen med sammenlægning med Ølstykke og - i sidste øjeblik - Ledøje-Smørum oplevede Peter Hansen med undrende øjne:

“Jeg synes den måde Ledøje-Smørum kom med på var usaglig. Man var forskrækket over socialdemokraterne i Ballerup og ønskede selv at komme til Stenløse og Ølstykke. Men i dag klager man så over, at man er udkants-Egedal. Det hænger slet ikke sammen”, lyder svadaen, men han mener dog “aben” først og fremmest skal placeres landspolitisk:

“Det var den borgerlige regerings misk-mask med de kommune-sammenlægninger, som vi alle led under.”

I dag mener Peter Hansen, at meget har ændret sig til det bedre i Egedal:

“Jeg oplever, at vi er kommet væk fra det her med at spille lokalområder ud mod hinanden. Vi er alle blevet mere Egedal-borgere, og jeg går meget op i at komme så meget rundt i kommunen som muligt. Jeg elsker at cykle, så det kan jeg jo så kombinere fint.”

Nu bliver cykelturene som udvalgsformand og politiker så ikke længere så aktuelt. Derimod forventer han, at der vil blive mere tid til udlandsrejser.

Adspurgt om ikke han vil komme til at savne det politiske, lyder det afklaret:

“Jo, det vil jeg jo nok, men alting har jo en ende.”

Inden da skal han dog som nævnt lige have afsluttet med manér. For interviewet er slut, og landsdækkende medier venter på at høre mere om sprøjtegift-sagen:

“Nu skal jeg skynde mig ud til DR Byen”, lyder det fra den politiske veteran.

Sagt om peter hansen

“Han har altid været tro overfor sine holdninger. Han er en ærlig politiker, ikke et siv der vifter i vinden, men som arbejder tydeligt for SFs grundholdninger. Han er realpolitiker, der har stor empati for andre mennesker. Vi har kendt hinanden i over 20 år og har haft en stor respekt for hinanden, selv om vi langt fra har været enige om alt, og selv om vi er to temperamenter, der begge indimellem kan komme i kog.” (Ib Sørensen, Socialdemokratiet)

“Jeg har altid holdt meget af ham. Han har været et godt bekendtskab, og man kan altid regne med at et ord er et ord. Han er en farverig person med ordet i sin magt, og han kalder en spade for en spade. Vi er ikke altid enige, men vi er lige gode venner af den grund. Jeg kommer helt bestemt til at savne ham.” (Karsten Søndergaard, borgmester, Venstre.)

“Jeg vil komme til at savne min bordmakker. Jeg har sat stor pris på vores venskab og den opbakning jeg har fået fra ham. Det mærkede jeg specielt da jeg som ny kom ind i byrådet, hvor det var rart at kunne få råd og vejledning hos en med så stor erfaring som Peter. Han har også fungeret godt som formidler af mine synspunkter overfor flertallet i byrådet, hvor han har været god til at få mig med.” (Rikke Mortensen, Det Radikale Venstre).

blå bog

Peter Hansen er født i 1945 på Frederiksberg. Han tog realeksamen i 1962 og var shippingmand i DFDS 1962-67.

Han var lærerstuderende fra 1967-72 og folkeskolelærer i Ganløse fra 1972-97.

Han blev medlem af SF i 1971, og i 1972 flyttede han med hustruen Karen Marie fra Lyngby til Ganløse. Sammen stiftede de den lokale partiforening i 1973.

Peter Hansen kom i byrådet i Stenløse Kommune ved kommunalvalget i 1985. Fra 1990-94 var han formand for socialudvalget, fra 2002-2006 formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Da Egedal Kommune blev dannet i 2006, overtog Willy Eliasen (V) formandsposten i udvalget, og i 2010-2014 gik den videre til Ida Bode (SF). Fra 2014-17 var Peter Hansen igen formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Peter Hansen har to børn og fire børnebørn. Han mistede sin kone Karen Marie i 2016.

I starten blev jeg kaldt “gadedrengen fra den yderste venstrefløj”. Lidt mærkeligt, for landspolitisk blev SF betragtet som den slappe del af venstrefløjen, fortæller Peter Hansen - her med partiformand Pia Olsen Dyhr ved et grundlovsmøde i Jørlunde. Privatfoto.
I starten blev jeg kaldt “gadedrengen fra den yderste venstrefløj”. Lidt mærkeligt, for landspolitisk blev SF betragtet som den slappe del af venstrefløjen, fortæller Peter Hansen - her med partiformand Pia Olsen Dyhr ved et grundlovsmøde i Jørlunde. Privatfoto.
Publiceret: 09. Januar 2018 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal