Nu skal der gøres noget ved trafikken i Ganløse, lyder det fra Niels Lindhardt Johansen (Kons.) og Ulrik John Nielsen (V).
Nu skal der gøres noget ved trafikken i Ganløse, lyder det fra Niels Lindhardt Johansen (Kons.) og Ulrik John Nielsen (V).
Foto: due.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politikere enige: Nu skal trafikken i Ganløse forbedres

Situationen er helt uholdbar, lyder det fra kandidater, der selv bor i Ganløse

Der kom en lastbil til. Og en til. Og mange flere biler til - og det bliver veed...

Sådan ser en helt tilfældig morgen ud i Ganløse sådan omkring ved 8-tiden. Trafikken er meget tæt, foregår i en konstant, lindstrøm, nogle gange for hurtigt - og som nævnt med en del tung trafik imellem.

Den situation er mange i byen trætte af. Flere kan berette om farlige situationer, og at skolebørn har svært ved selv at komme i skole, på grund af en kombination af trafikken og manglende cykelstier.

“Skal ulykken ske før der handles?”, spørger Carsten Rysgaard, formand for skolebestyrelsen i Distriktsskole Ganløse.

“Der er meget og tung biltrafik igennem Ganløse, specielt i morgentimerne og særligt i tidsrummet 7.30 – 8.15, hvor børnene er på vej i skole. Der er tale om 20-30 biler i minuttet!. Næsten dagligt opstår der farlige situationer i byen om morgen og igen om eftermiddagen, når børnene skal hjem.”

Han fortæller, at skolebestyrelsen flere gange har forsøgt at få kommunen til at gøre noget ved problemet, uden held. Men nu er der måske håb forude.

Skal man tro to Ganløse-borgere, der er ude i valgkamp for hver sit parti, er de nu klar til at sætte fælles handling bag.

“Jeg er da også træt af, at mine egne børn ikke kan komme ordentligt frem og tilbage. Det er ikke holdbart”, siger Ulrik John Nielsen, kandidat for Venstre.

“Problemet opstod, da den nye motorvej kom. Så ville mange pludselig køre fra Lynge gennem Ganløse.”

Men løsningen er ikke at lukke Ganløse af for trafik. Derimod bør der sættes ind med en række foranstaltninger. Niels Lindhardt Johansen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti, har en plan med 10 punkter klar, og den bakkes op af Ulrik John Nielsen.

Begge forsikrer om, at det ikke bare er “valgflæsk”:

“Der er jo for budgettet i 2018 afsat 1,8 millioner kroner til trafiksikkerhed. For de penge kan vi gøre en del nu og her. Men selvfølgelig er der også mere omkostningskrævende udgifter, som etablering af cykelstier. Der håber vi at kunne finde pengene i midler, der er afsat til 2020 og 2021.”

Ordene falder, mens avisen og de to kandidater har sat hinanden stævne ved sagens kerne: Trafikken set fra parkeringspladsen ved Spar.

De 10 forslag

De 10 punkter lyder som følger:

1. 40 km's hastighedsbegrænsning fra byport til byport. 2. 30 km's hastighedsbegrænsning på Bygaden fra Hvidehøjvej til Ganløse Kro. 3. Ingen udkørsel fra SPAR til Bygaden, ingen venstresving fra Bygaden ad Vestergade i myldretiden, dvs. f.eks. 7.00 til 8.30 og 15.30 – 17.00. 4. Farvet hævet overflade Bygaden/Østergade. 5. Et lyssignal ved fodgængerovergangen på Bygaden ved skolen. (trafikstyret.

6. Skildpadden ved Hvidehøjvej/Farumvej: a. Farvet cykelbane ved skildpadden ved Hvidehøjvej/Farumvej. b. Et yderligere advarselsskilt om rundkørsel (skildpadden) ud for Søtoftegård, evt. bump/rumleriller. 7. Højskilt om påbudt cykelsti ad Bakken. Cykling forbudt på Måløvvej fra Bakken til Toppevad-rundkørslen. Skiltning om påbudt cykelsti. 8. Fodgængerovergang på Hvidehøjvej ved stien til børnehaven.

9.Vejbump: a. Ved Ganløse Kro. b. På Lyngevej – på strækningen fra kroen til rundkørslen – særligt på toppen af bakken ved Byåsen. c. Placering af bump umiddelbart efter højresving fra Bygaden ad Lyngevej ved kroen,

d. Bump/hastighedsdæmpende foranstaltning på Farumvej. e. Et eller flere bump på Hesselvej på vej ned mod kroen, farten skal bringes ned før man rammer Bygaden. 10. Markeret, farvet cykelbane fra Bakken til Ganløse Kro, evt. to minus en vej igennem hele Ganløse.

De 10 forslag bakkes også op af Rikke Mortensen (Rad.), der også bor i Ganløse:

“Niels har nogle rigtigt fine forslag, som vi skal arbejde videre med i samråd med landsbylauget”, siger hun.

Morgen og eftermiddag er dette et hverdagssyn i Ganløse.
Morgen og eftermiddag er dette et hverdagssyn i Ganløse.

Publiceret: 14. November 2017 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

Kommunevalget: Her er din stemmeseddel
Kommunevalget: Her er din stemmeseddel