Trods bundplacering i idræts-undersøgelse:

Egedal bruger flere penge på idræt end nabo-kommunerne

Nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at Egedal Kommune i 2017 har udgifter for 1.246 kr. pr. indbygger til sport og fritid. Alligevel er klubberne utilfredse

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Der var ingen grund til at finde champagnen frem på Egedal Rådhus, da Danmarks Idrætsforbund for nylig fremlagde en stor undersøgelse over landets bedste kommunale idræts-vilkår.
Egedal Kommune kom ind som nummer 91 ud af 93 undersøgte danske kommuner, og det fik straks de lokale politikere til råbe vagt i gevær.
Men måske står det alligevel ikke så skidt til på idrætsfronten i Egedal Kommune - i hvert fald ikke i forhold til økonomien.
Nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser nemlig, at Egedal i år bruger flere penge på sport og fritid pr. indbygger end nabo-kommunerne Frederikssund, Allerød og Halsnæs.
Helt nøjagtig bruger Egedal Kommune i år 1.246 kr. pr. indbygger - en udgift, der i Nordsjælland kun bliver overgået af Furesø Kommune med 1.489 kr. Egedal Kommune ligger dog stadig pænt over landsgennemsnittet, som ligger på 1.137 kr. pr. indbygger.
Tallene fra Økonomi- og Indenrigsministeriet får dog ikke de lokale idrætsklubber og foreninger til at ændre holdning. De mener fortsat, ligesom deres svar i undersøgelsen, at Egedal Kommune kan gøre det langt bedre.

Mærker ikke til støtten

“Hvis der bruges så mange kroner pr. indbygger, så er det ikke noget vi mærker til,” siger Jimmy Bernard, formand for Ølstykke Fodbold Club.
Så du mener ikke, at man med tallene i frisk erindring kan kalde jer små-forkælet?
“Nej, det synes jeg bestemt ikke, når man ser på forholdene. Niveauet fra kommunen har set bedre dage.”
Jimmy Bernard hæfter sig især ved kommunens vedligeholdelse af Ølstykke Stadion.
“Vi har et stadion, der trænger til et løft i form af en vedligeholdelse. Der bliver eksempelvis ikke fjernet ukrudt eller gjort rent medmindre vores egne frivillige tager en tørn. Der er flere ting i det her, men alt i alt er vi ikke tilfredse. Vi finder det ikke rimeligt, at vores idrætsanlæg ser ud som de gør. Det har vi også gjort klart i vores svar i undersøgelse. Vi føler, at vi er røget i glemmebogen,” siger ØFC-formanden.
Heller ikke i Stenløse Gymnastik kan man få øje på kommunens pæne udgifts-niveau til sport og fritid.
“Man bruger tilsyneladende nogle penge, men bliver de brugt rigtigt. Det er spørgsmålet. Jeg synes det er ærgerligt, at man bruger næsten ti procent mere end landsgennemsnittet, hvis man ikke får mere ud af det. Én ting er penge til drift, men pengene virker ikke til at være der, når vi snakker et løft af faciliteterne,” siger formand Brian Søndergaard, som ikke er overrasket over Egedals bundplacering.

Ikke plads til redskaber

“Nej, det er jeg ikke, for jeg er ikke imponeret over vores idræts-faciliteter i kommunen. Vi holder selv til i Stenløse Hallen, og selvom vi ikke har huller i gulvet eller kigger op mod et utæt tag, så har forholdene meget tilbage at ønske. Vi har ikke plads til vores redskaber, og vi råder heller ikke over et cafeteria, hvilket ikke ligefrem hjælper på klublivet. Vi har 300 medlemmer, og vi kunne sagtens have flere hold, men vi kan ikke få mere haltid, for der skal også være plads til karate, badminton og håndbold,” siger Brian Søndergaard.

Publiceret 17 November 2017 06:00

SENESTE TV