Hovedstadsområdets næststørste byudviklingsprojekt:

300 nye boliger på vej til Egedals nye bydel

Egedal Kommune har netop solgt hele fem storparceller til 2E Group, der opfører mindst 250 Schmidt Hammer Lassen-tegnede ejerboliger i den nye bydel

Om kort tid begynder Egedal Boligselskab at opføre 58 urbane lavenergi leje-lejligheder i et nyt område af Egedal By. Men de nye indflyttere får ikke lov til at bo alene ret længe, før nye naboer i nye ejerlejligheder og byhuse melder sig.
Egedal Kommune har nemlig netop solgt fem storparceller til 2E Group. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse.
Den succesrige aalborgensiske ejendomsudviklingsvirksomhed forventer at begynde at bygge et sted mellem 250 og 300 byhuse og ejerlejligheder til en værdi af cirka 700 millioner kroner i området snarest.
Købet er sket efter, at 2E Group har overtaget Projekt Egedal By A/S, som gennem de sidste 15 måneder forgæves har arbejdet på at realisere det boligbyggeri, de vandt retten til at opføre efter et udbud af grundene i 2016.
Med salget til 2E Group går byggeriet og salget af de første boliger i gang i løbet af et par måneder. Projektet er det originale tegnet af det prisvindende arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen, der blandt andet er kendt for Den Sorte Diamant.
“Vi etablerer salgskontor i Egedal By, hvor man som privat kan få sig en snak om den nye drømmebolig og høre nærmere om pris, beliggenhed og indflytningstidspunkt. De første boliger forventes allerede at stå klar til indflytning midt i 2019,” fortæller Jesper Skovsgaard, som er direktør i ejendomsudviklingskoncernen 2E Group og salgsselskabet 2E Bolig Projektsalg, som forestår salget.
2E Bolig Projektsalg er kendt fra de sidste to års udgaver af den populære TV2 programserie 'Nybyggerne', hvor selskabet leverer boligerne. 2E Bolig er også med i den nye sæson, der begynder onsdag den 6. februar.

Massiv interesse

2E Group forventer at gå i gang med projektsalget af de første boliger til private i løbet af et par måneder. Mange af boligerne forventes også afsat til professionelle ejendomsinvestorer. Og fra den side er der massiv interesse for det spændende projekt - og der allerede indledt forhandlinger.
2E Group er en erfaren aktør i det danske ejendomsmarked, som siden 1991 har projektudviklet og solgt en lang række boligprojekter landet over. Helt aktuelt er selskabet f.eks. ved at opføre boliger på den gamle Farum Kaserne-grund og i NærHeden i Høje Taastrup.
2E Group begrunder overtagelsen af projektet i Egedal By, hovedstadsområdets næststørste byudviklingsprojekt, således:
“Hos 2E lægger vi vægt på nøje at udvælge de locations, som vi ønsker at bygge smukke boliger på. Det har selvfølgelig noget at gøre med god beliggenhed og udsigt. Men også adgang til gode institutioner, indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter, togforbindelser og transporttid til eksempelvis København - samt ikke mindst nem og tæt adgang til natur,” fortæller Jesper Skovsgaard.

Med 2E Groups køb begynder bykernen i Egedal By for alvor at tage form som en moderne bydel med flotte bæredygtige boliger mellem grønne byrum

Med 2E Groups køb begynder bykernen i Egedal By for alvor at tage form som en moderne bydel med flotte bæredygtige boliger mellem grønne byrum

Egedal by bliver en magnet

“Det har vi fundet i Egedal By, hvor kommunen agerer professionelt og har fokus på vækst, og grundpriserne heldigvis endnu er rimelige for f.eks. småbørnsfamilierne. Vi er derfor overbeviste om, at Egedal By som ny bydel bliver en fremtidig magnet for netop børnefamilier, par og seniorer, der ønsker høj kvalitet til rimelige priser. Trenden er netop nu ifølge flere analysefirmaer, at børnefamilier flytter ud af København til omegnskommunerne. I den trend passer Egedal perfekt,” siger Jesper Skovsgaard.

Fakta om Egedal By:

Egedal By er et 84 hektar stort byudviklingsområde omkring Egedal Rådhus, hvor både boliger og let erhverv vil binde Stenløse og Ølstykke sammen.

Den første bydel ved Egedal Station kommer til at rumme 1.200 nye boliger, der bliver en blanding mellem etageboliger og byhuse. Bydelen rummer allerede Føtex, Egedal Rådhus, Egedal Sundhedscenter, døgnboliger, Plejecenter Egeparken og lejlighederne i Egevænge.

I alt forventes Egedal By at blive hjem for op mod 5.000 nye borgere samt en række virksomheder og institutioner, når byen er fuldt udbygget.

Publiceret 15 January 2018 00:00

Lokalavisen Egedal nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Egedal
SENESTE TV