Kom så, Smørium - vi banker dem blå og gule!
Kom så, Smørium - vi banker dem blå og gule!
Foto: Finn Due Larsen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se billederne: Tre minutter der aldrig bliver glemt i Smørum

Lokalavisen var med de lokale fans, da LSF tog til pokaldyst på vestegnen

Jaaaaaaaa - vi er foran !!!

J Jensen-tribunen på Brøndby Stadion, der er klædt i sorte og hvide farver på denne lune onsdag aften i september, sydede og kogte helt over i det øjeblik, hvor Emil Scott Johansen fra Ledøje-Smørum Fodbold gør det umulige og banker bolden ind i netmaskerne i Brøndbys mål.

I det 30. minut af en pokalkamp, der på forhånd ligner en ren “walk over” for de blå-gule i Superligaen, er LSF, der for tiden indtager en niendeplads ud af 12 i Danmarksserien, altså foran,

Det begynder at ligne den sensation, som de mange tilrejsende Smørum-fans - godt 1.2000 i alt - har drømt om, men ikke rigtigt turde tro på.

“Jeg turde ikke andet end at tage med. Tænk hvis det blev sådan en aften, hvor Smørum vandt, og jeg ikke var der. Det ville jeg aldrig tilgive mig selv”, som det lyder fra en af de mange fans der har taget turen med fanbussen fra Smørum Idrætscenter til vestegnen.

I tre minutter synes det utrolige at være indenfor rækkevidde, mens vi svinger de sort-hvide bannere, banker heftigt på tromme, laver islandsk “hu”-råb og tænder heksehyl - som modsvar til de blå-gule fans oppe i den anden ende, der som sædvanlig fyrer romerlys af.

Så udligner Brøndby i det 33. minut. Selvfølgelig tror vi stadig på det, og 1-1 er en absolut godkendt halvlegs-stilling. Men de bange anelser begynder at indfinde sig...

I 2. halvleg begynder de bange anelser stille og roligt at blive bekræftet. Kampen udvikler sig til en af den slags dyster på grønsværen, hvor bare det at få bolden over midterstregen til modstanderens halvdel udløser juhu-råb, og støt og roligt bliver det til et nederlag på 5-1.

Men på vej ud til spillerbusserne igen er der ikke mange triste miner at se blandt børn, unge, forældre og ældre fra Smørum.

“Det var en virkelig god kamp. De kæmpede bravt, og havde mange gode chancer i 1. halvleg. Men de kan ikke følge med Brøndby i 2. halvleg, de træner jo også mange flere timer om ugen”, som en fan siger, da vi sidder i bussen igen.

Men de tre minutter, hvor LSF førte på Brøndby Stadion, kan ingen tage fra os. Det, og så den festlige bustur med slagsange og kampråb, en solid fighter-indsats af hele holdet og alt i alt udsigten til en kamp, der på ingen måde blev en ydmygelse for Danmarksserieholdet - det gør altsammen turen til Brøndby Stadion den 20. september 2017 til en uforglemmelig aften i Smørum.

Udsigten fra J Jensen-tribunen på Brøndby Stadion.
Udsigten fra J Jensen-tribunen på Brøndby Stadion.

Publiceret: 21. September 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere