Jyllinge-knægt snupper fire VM-guldmedaljer

15-årige Ryan Olfers viste klassen på sin ét-hjulede cykel ved VM i Canada

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Ryan Olfers fra Jyllinge er en sand mester på en ét-hjulet cykel. Det blev endnu engang understreget, da talentet for nylig forsvarede de danske farver ved VM i unicykel i Montreal i Canada. Således vandt den blot 15-årige Jyllinge-dreng fire guldmedaljer i konkurrencerne ekspert solo freestyle, gruppefreestyle og langsomt kørsel både forlæns og baglæns. "Det er for vildt. Jeg er rigtig glad. På forhånd havde jeg håbet på en medalje, da jeg også fik medaljer ved VM for to år siden, men fire medaljer havde jeg ikke regnet med," siger stortalentet, som havde mest konkurrence i gruppefreestyle. "Der var nogle meget dygtige konkurrenter, så min guldmedalje i den disciplin er jeg mest stolt af," siger Ryan Olfers.

Startede i Jyllinge

Han startede med unicykling for syv år siden i den lokale Jyllinge-klub JUCE (Jyllinge Uni Cykel Entusiaster). Siden har han taget turen til Frederikssund, hvilket i sidste ende har bragt ham på landsholdet. "Turen med landsholdet har været rigtig god. Vi har haft det skægt og hyggeligt, men vi har også trænet hårdt op til VM-slutrunden. Derfor er det lækkert, at det har givet bonus med nogle medaljer," siger Ryan Olfers.

Publiceret 28 August 2014 00:00

SENESTE TV