Stor skuffelse i Kina:

Ingen OL-medalje til golf-Emily

Stortalentet fra Smørum måtte sammen med makkeren John Axelsen nøjes med en 4. plads ved Ungdoms OL i Kina

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Svensk triumf og dansk nedtur.
Det blev resultatet af holdkonkurrencen i golf ved Ungdoms OL i Nanjing i Kina.
Emily Pedersen fra Smørum og makkeren John Axelsen lå ellers godt til i kampen om OL-medaljer, men i finalerunden fik danskerne baghjul og måtte nøjes med en 4. plads, mens Sverige tog guldet og Sydkorea løb med sølvet.
Bronzen kunne dog have gået til Danmark og det lokale golftalent, men i omspillet trak Italien det længste strå i en sidste runde, der nærmest var "forbudt-for-børn-spændende."
”Emily spillede på meget et højt niveau i det meste af turneingen, men det sidste held manglede i en del afgørende situationer. Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke får en medalje med hjem i golf, men samlet set kan vi godt være tilfredse med indsatsen. Emily har fået meget erfaring i bagagen ved det her ungdoms-OL, og nu handler det om at se fremad, hvor der venter hende mange store spændende opgaver, ” siger Danmarks landstræner Peter Thomsen.
Næste opgave for Emily Pedersen er junior-VM i Japan.

Publiceret 28 August 2014 00:00

SENESTE TV