40 år med billard i Ølstykke

Byens succesrige billardklub runder i denne uge et skarpt hjørne, som bliver fejret med stor fest på Maglehøjskolen

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Ølstykke Billard Klub støder kuglerne til et brag af en fest lørdag den 20. september fra klokken 9.00 til 18.00 i lokalerne på Maglehøjskolen i Ølstykke.
Her kan klubben fejre 40 års jubilæum, som bliver markeret med en åben reception, hvor der blandt andet vil være brunch, officielle taler, en skomager-turnering samt en præmieoverrækkelse fra klubbens sponsorer.
"Det bliver en rigtig festdag, som vi ser meget frem til. Vi forventer mellem 80 og 120 gæster, så det bliver stort," siger Per Andersen, der er næstformand i Ølstykke Billard.
Den lokale klub blev stiftet i 1974 i kælderen på Stengårdsskolen, men pladsmangel betød en flytning tre år senere til Maglehøjskolens nye værkstedsbygning, hvor man har været lige siden.
"Vi er en velfungerende klub med mere end 70 medlemmer, som er på forskellige niveauer. Her er alt fra hyggespillere til seriøse elitespillere. Det kommer også til udtryk blandt vores medlemmer, som er både unge og gamle," siger Per Andersen.
Ølstykke Billard Klub har også markeret sig stærkt med flotte resultater i holdturneringer, regionsmesterskaber og individuelt i region- og landsmesterskaber. Sidste sæson fik klubben endda en regionsmester i carambole klasse A og en landsmester i keglebillard klasse E.

Udvidelse venter

"Det er vi meget stolte af, men vi har også hold i blandt andet 2. division, Serie 1 og Serie 3," siger Per Andersen, som ser lyst på klubbens fremtid.
"Her i sommer har vi været så heldige, at Egedal Kommune har bevilget en udvidelse med et tilstødende lokale, så vi i løbet af det næste års tid kan udvide vores aktiviteter med snooker og pool," siger han.

Publiceret 17 September 2014 07:00

SENESTE TV