Stenløse Boldklub-formand:

Medlemmernes ønske at droppe SC Egedal

Et stigende pres fra medlemmerne har fået Stenløse Boldklub til at træde ud af SC Egedal

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Stenløse Boldklubs ønske om at træde ud af SC Egedal skyldes et massivt pres fra klubbens medlemmer.
Det understreger klubbens formand Preben Rasmussen overfor Lokalavisen Egedal.
"Der har ikke været nogle uoverensstemmelser med Ølstykke FC. Vi har altid haft et godt samarbejde. Jeg har heller ikke noget negativt at sige om SC Egedal, men vores medlemmer har haft et stort ønske om at træde ud af SC Egedal, og det skal jeg som formand selvfølgelig lytte til," siger Preben Rasmussen, der ikke lægger skjul på, at medlemmernes pres på det seneste er taget til i styrke.
"Da fusionen blev stemt igennem for fire år siden, var der modstand blandt vores frivillige medlemmer. Det blev et "ja", fordi vores unge medlemmer havde flertal og ønskede SC Egedal-fusionen, men for nylig blev jeg klar over, at de unge mennesker var kommet på andre tanker og gerne ville tilbage til de gamle dage med førsteholdsfodbold på Stenløse Stadion i en blå trøje. I sommers trådte vi ud af Team Egedal-samarbejdet, og lige siden har det peget i denne retning," siger SB-formanden.
Beslutningen om at forlade SC Egedal skal først godkendes på Stenløse Boldklubs generalforsamling den 24. februar. Derefter sender klubben en ansøgning til DBU om at få sin licens tilbage, så Stenløse fra næste sæson kan tørne ud i enten Danmarksserien eller Sjællandsserien - alt afhængig af SC Egedals placering i den igangværende Danmarksserie-sæson, hvor man ligger til nedrykning.

Sportsligt ikke en succes

"Det hele er så nyt. Beslutningen er lige blevet truffet, så alt det praktiske skal vi have afklaret med DBU. For os er det ikke afgørende, om vi i Stenløse-regi skal spille i Danmarksserien eller Sjællandsserien. Jeg ved heller ikke, hvad Ølstykke FC har af tanker, men umiddelbart vil jeg mene, at der skal to parter til at føre en fusion som SC Egedal videre," siger Preben Rasmussen.
"Når du kigger tilbage, har SC Egedal så været en succes eller fiasko"?
"Sportsligt har det ikke været en succes. Det må vi erkende. Da fusionen blev en realitet for fire år siden, så lå vi i 2. division, mens Ølstykke Fc lå i Serie 1. I dag har vi et førstehold i Danmarksserien og et andethold i bunden af Serie 2."

Publiceret 13 January 2015 00:00

SENESTE TV