Så er det afgjort i Dubai:

Emily K. Pedersen bliver "Rookie of the year"

Efter tre runder ved Omega Dubai Ladies Masters står det klart, at Smørums Emily K. Pedersen snupper den fornemme "Rookie of the year-titel" foran klubkammeraten Nanna K. Madsen

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Hvis Emily K. Pedersen smiler om kap med solen i Dubai, så er det helt forståeligt.
Den 19-årige golfstjerne fra Smørum Golfklub er nemlig blevet kåret som vinderen af "Rookie of the year" - en titel, som kun én gang tidligere er vundet af en dansker, nemlig Thomas Bjørn tilbage i 1996.
Rookie-sejren, som er kommet i hus foran Smørum-holdkammeraten Nanna K. Madsen, er en realitet efter tre runder ved turneringen "Omega Dubai Ladies Masters".
"Der mangler stadig én runde i Dubai, men Nanna kan ikke længere hente Emily i kampen om Rookie-titlen. Det ville kræve en samlet top-3 placering til Nanna, mens Emily så skulle slutte helt i bunden. Det kan ikke lade sig gøre," siger Søren Juul, der er sportschef hos Smørum Golfklub, hvor de to professionelle golfpiger optræder til dagligt.
Han lægger ikke skjul på klubbens stolthed over Emily K. Pedersens Rookie-sejr og Nanna K. Madsens andenplads.
"Det er intet mindre end fantastisk, hvad de to piger har præsteret hele året på Ladies European Tour. Som klub er vi meget glade på deres vegne, og de har bragt Smørum Golfklub på verdenskortet. Nanna har ført det meste af tiden og har leveret fremragende, men Emily trak det længste strå ved at vinde "Hero Women's Indian Open" i Indien. Her overtog hun den samlede føring i Rookie-dysten, hvilket var et afgørende skridt i forhold til at vinde titlen," siger Søren Juul til Lokalavisen.

Kineser vinder i Dubai

Mens Emily K. Pedersen løber med Rookie-sejren, så kommer hun i mål som nummer 6 i den samlede Ladies European Tour. På 8. pladsen finder man Nanna K. Madsen, men allerede på 2. pladsen får man øje på Dannebrog i form af Hillerød-pigen Nicole Broch Larsen.
Selve turneringen i Dubai bliver vundet af kineseren Shanshan Feng, og før den sidste runde ligger Emily K. Pedersen og Nanna K. Madsen henholdsvis nummer 29 og 41.

Publiceret 11 December 2015 00:00

SENESTE TV