Imponerende:

Egedal Karate Klub blandt landets mest vindende

Ved Danmarksmesterskaberne i Helsinge hentede den lokale karateklub ikke færre end 30 medaljer. Det placerer Egedal helt i top over Danmarks mest succesrige karateklubber

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Der er i den grad grund til jubel og store smil i Egedal Karate Klub.
Den lokale klub har nemlig så stor sportslig succes, at man nu kan prale af at være Danmarks tredje mest vindende karateklub.
“Det er en imponerende bedrift, som vi er meget stolte af. Vi er kun en tolv år gammel klub, og til daglig konkurrerer vi med flere klubber, der bliver støttet af deres respektive kommuner med permanente lokaler og generøs økonomisk støtte til både bredde og elite,” siger Jakob Høy Hansen fra Egedal Karate Klub.
At Egedal overhovedet har sikret sig en plads i det fine selskab, skyldes ikke mindst klubbens imponerende medaljehøst i de forskellige turneringer - senest ved “Danmarksmesterskaberne i karate 2016”, hvor Egedal ved stævnet i Helsinge hentede hele 30 medaljer.

Slog egen rekord

“Sidste år hentede vi 26 medaljer, så denne gang var målet 28 medaljer. Vi endte altså med 30 medaljer, hvoraf de ni var guldmedaljer og dermed Danmarksmestre. Det er fantastisk,” siger Jakob Høy Hansen til Lokalavisen Egedal.
Over de tre dage blev der kæmpet i tre discipliner, nemlig kata, kumite samt shobu ippon, en traditionel kampform, med bare fødder, kontakt og ingen vægtklasser.
Egedal-guldmedaljerne gik til Christian Bech-Holm, Frederikke Olesen, Victoria Toubro, Freya Pedersen, Casper Holm, Miaram Boulahrouz, Smilla Stendorf, Maja Fehmerling og Kristine Precht.
"Det er vanskeligt at fremhæve de største præstationer, men Christian Bech-Holms sejr i senior-kumite i den tungeste klasse var en pragtpræstation, hvor han blandt andet sikkert besejrede to andre landsholdskæmpere uden selv at blive scoret imod," siger Jakob Høy Hansen

Publiceret 07 April 2016 06:00

SENESTE TV