Casper Pedersen tæller dagene til OL-afrejsen:

Jeg er 100 procent klar

“Første drøm var at blive udtaget. Næste drøm er at komme op på cyklen i Rio," siger Casper Pedersen fra Stenløse, som med det danske banelandshold skal på medaljejagt til OL

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

20-årige Casper Pedersen fra Stenløse er sammen med fem øvrige danske banecykelryttere klar til sætte kursen mod den kommende OL-udfordring i Rio i Brasilien.
"Vi glæder os rigtig meget. Der venter os en spændende opgave dernede," siger Casper Pedersen, som føler sig godt rustet til de tre 4000 meter-banecykelløb.
“Jeg er i god form og mentalt klar. Vi er lige kommet hjem fra en tyve dages træningslejr i Livigno i Italien. Her stod den på højdetræning med træningspas på syv timer om dagen. Nogle dage kørte vi 200 km. plus styrketræning, så det var hårdt, men også nødvendigt for at være klar. Frem mod afrejsen til Rio står den mere på højintens-træning. Nu handler det om at finpudse de sidste detaljer, siger Casper Pedersen.
Tidligere på året var han med til at kvalificere Danmarks banelandshold til OL, da man vandt sølv i 4000 m-holdforfølgelsesløb ved World Cuppen i Hong Kong. Nu håber han på at være blandt de fire ryttere, som skal i aktion i Rio.

Kender ikke min rolle

“Første drøm var at blive udtaget. Næste drøm er at komme op på cyklen, men vi er seks gode ryttere, så der er kamp om det. Lige nu og her kender jeg ikke min rolle, men bliver der bud efter mig, så er jeg 100 procent klar,” siger Casper Pedersen, som spår holdet gode medalje-chancer.
“Vi vandt bronze til VM, og når man gør det i et OL-år, så har man en rigtig god chance,” siger Casper Pedersen, der stadig bor i Stenløse og til daglig går på Falkonergårdens gymnasium.

Publiceret 25 July 2016 00:00

SENESTE TV