Der blev kæmpet med stor energi og intensitet, men mange målchancer blev der ikke skabt, da Stenløse havde besøg af Frederikssund. (Foto: Ove Dyrstrøm)
Der blev kæmpet med stor energi og intensitet, men mange målchancer blev der ikke skabt, da Stenløse havde besøg af Frederikssund. (Foto: Ove Dyrstrøm)
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Testkamp: Stenløse slog kolde vikinger

Vandt fortjent en smal 1-0 sejr naboerne fra Frederikssund

Ove Dyrstrøm

Trods delvis solskin så var vinden bidende kold, da Stenløse i lørdags havde besøg af Frederikssund på deres højt beliggende kunstgræsbane, og gæsterne fra vikingebyen levede op til deres navn, idet nogle af deres spillere stillede op i shorts uden lange træningsbukser under. De skulle dog hurtigt få varmen, idet Stenløse havde medvind og fra start lagde pres frederikssunderne, der var sjældne gæster i den anden ende af banen. Stenløse havde da også nogle halve chancer, men de helt oplagte chancer fik de ikke skabt. Først i halvlegens sidste ti minutter fik Frederikssund skabt lidt mere fremadrettet spil.

Stenløse havde til deres første testkamp på hjemmebane flere nye ansigter med startopstillingen i form Obaida El-Itr  (B1908), Andreas Mørch (Ledøje-Smørum), Sebastian Lau (HIK) samt den 19-årige Mads Petterson (HIK), der spillede son allerførste kamp for Stenløse.

”Han er en spændende ung spiller, der gør det godt, og sammen med Sebastian Lau og Andreas Mørch ser det fornuftigt ud, men vi mangler stadig en midterforsvarer, så vi kan rykke Søren Duus Saigal længere frem på banen”, sagde Dennis Rossetti fra Stenløses trænerteam, og fortsatte.

”I 1.halvleg var vi fornuftigt nok på bolden, hvor vi fik lavet nogle gode sideskift, men vi savnede nogle hurtige beslutninger, når vi gik frem. Vi skal være mere kyniske i boksen, generelt var vi ikke farlige nok på den sidste tredjedel af banen, og det er altså noget som vi skal arbejde på, når vi er så meget i boldbesiddelse”, sagde Stenløse-træneren.

Først efter pausen kom Stenløses Søren Duus Saigal og Villads Beierholm ind fra bænken på deres normale pladser i det centrale forsvar. Netop Søren Duus Saigal var fadder til kampens eneste scoring, da han efter få minutter trykkede af, og da bolden undervejs ramte Rasmus Suhr, så gik den i mål hos den tidligere Stenløse-keeper Søren Nielsen, der vogtede målet for Frederikssund. Bortset fra scoringen, så var Dennis Rosetti ikke vildt begejstret for denne halvleg.

”Vi lavede nogle skift, men det kom der ikke så meget godt ud af, syntes jeg. Der var for mange fejl nedefra i vores opspil, og det var med til at stresse os. Selvfølgelig har vi mange nye på holdet, hvor der først skal skabes nogle relationer”, lød det fra Dennis Rossetti, der i onsdags i øvrigt bestod sin eksamen, så han nu kan kalde sig UEFA Licens A-træner.

Frederikssunds nye træner Martin Hilstrup savnede nogle af sine markante navne på holdet i form af Martin Brosø Hansen, Pelle Sørensen og Christian Helev, der er aktive på futsal-holdet FC Fjordbold, som er tæt på en plads i Final 4 om DM i starten af marts, så de spiller sæsonen færdig der. Til gengæld startede den tidligere Femhøj-spiller Emil Sørensen på toppen, hvor han efter pausen blev afløst af Claus Thygesen, der er tilbage i Frederikssund efter et par sæsoner.

”Vi spillede lidt på deres præmisser i 1.halvleg, hvor de havde vinden med sig, mens jeg syntes 2.halvleg var mere lige, hvor vi godt kunne have udlignet til 1-1. Vores defensiv er ved at fungere, og i 2.halvleg fik vi skubbet spillet længere op, så spillet hang bedre sammen mellem kæderne, og her arbejdede vi mere som et hold, men offensivt fik vi ikke skabt nok i dag. Vi har dog stadig syv træningskampe tilbage, så det skal nok komme”, sagde Martin Hilstrup efter kampen.

Testkamp: Stenløse (DS) – Frederikssund (SS) 1-0 (0-1). 1-0 Søren Duus Saigal (48).

Publiceret: 12. Februar 2017 18:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

Annonce
Fik du læst
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt