Jan Gindrup, beboer på Farumvej ved Ganløse, har klaget over kommunens spildevand-udledning, som ifølge ham, forurener hans private og fredede mose. Foto: KT
Jan Gindrup, beboer på Farumvej ved Ganløse, har klaget over kommunens spildevand-udledning, som ifølge ham, forurener hans private og fredede mose. Foto: KT
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udvalgsformand afviser vand-kritik fra borger på Farumvej: “Vi har handlet korrekt”

Peter Hansen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune, mener ikke, at kommunen har udført ulovlig udledning af spildevand i Jan Gindrups private mose

Som Lokalavisen Egedal kunne fortælle for et par uger siden, så har lodsejeren Jan Gindrup på Farumvej ved Ganløse meldt Egedal Kommune til politiet.

Årsagen er, at kommunen, ifølge Jan Gindrup, har forurenet hans cirka tre hektar private og fredede mose.

“De udleder spildevand direkte ned i min mose. Det er ulovligt, og nu er min mose fyldt med trådalger. Det er tegn på kvælstof-udledning, og det stammer fra kommunens vejarbejde i forbindelse med anlæggelsen af cykelstien. Det vil jeg ikke finde mig i,” sagde Jan Gindrup for nylig.

Den påstand var Ingela Karlsson, centerchef for Teknik og Miljø i Egedal Kommune, ikke meget for at kommentere, da Lokalavisen Egedal fremlagde oplysningerne om politianmeldelsen.

“Jeg vil ikke kommentere på det, men jeg vil dog godt sige, at vi arbejder på at få løst afvandings-problematikken på Farumvej. Vi har modtaget et notat fra ingeniørfirmaet Niras, som vi kigger på, inden vi kommer med en konklusion,” lød det fra Ingela Karlsson.

Til orientering på møde

Onsdag morgen var Jan Gindrup-sagen og notatet fra Niras så oppe at vende som orientering på Teknik- og Miljøudvalgets møde, og spørger man udvalgsformand Peter Hansen, så skyder Jan Gindrup forbi mål med sin kritik.

“Intet i klagen fra Jan Gindrup har været politisk sagsbehandlet, men det er rigtigt, at administrationen handler inden for de rammer, som vi politikere udstikker. Det er dog vores klare opfattelse, at kommunen ikke har overtrådt nogen lovgivning i forhold til udledning af spildevand. Vi kan ikke se, at det udførte arbejde med cykelstien har forurenet hans mose, men nu afventer vi politiets udtalelse,” siger Peter Hansen, der har svært ved at forstå kritikken fra Jan Gindrup.

“Det er ikke korrekt, at det udførte vejarbejde i forbindelse med cykelstien har medført mere vand. Den påstand køber jeg ikke, for vejen er den samme. Det er rigtigt, at vi har samlet vandet på en ny måde gennem et nyt drænsystem. Det udleder vand i Jan Gindrups mose, men det har det altid gjort. Nu er det bare gjort tydeligt med et rør, men vandet forurener ikke hans mose,” siger Peter Hansen.

Jan Gindrup har desuden påpeget, at Egedal Kommune ikke har søgt om den nødvendige tilladelse/godkendelse til at udføre arbejde.

Ingen markant ændring

En påstand, som blev bakket op af notatet fra Niras, der konkluderede, at “ændring af dræn omfattet af vandløbslovens bestemmelser kræver en godkendelse.

Alligevel mener Peter Hansen, at Egedal Kommune har fat i den lange ende.

“Vi mener ikke, at vores dræn-arbejde på Farumvej er en markant ændring, som kræver en godkendelse. Jeg kan kun gentage, at alt er foregået helt korrekt,” siger han.

Jan Gindrup har svært ved at forstå kommunikationen fra Egedal Kommune.

“Det er imponerende, at udvalget i modsætning til centerchef Ingela Karlsson fra Teknik og Miljøafdelingen, kan komme med en helt klar konklusion, der afviser alt - dels uden at have behandlet mine klagepunkter eller blot at have talt med mig, dels uden kendskab til min jord og dels udenom det eneste klare statement i Niras “redegørelse”, nemlig at der skal søges tilladelse til det store arbejde,” siger Jan Gindrup og fortsætter:

“Det er, især i disse valgtider, tankevækkende, at det politiske udvalg, borgernes stemme og beskyttelse på rådhuset klart undsiger deres egne vælgere, når det brænder på,” lyder det fra Jan Gindrup.

Publiceret: 10. November 2017 05:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere