Carina Buurskov forventer masser af spørgsmål fra udvalget til forvaltningen, når spareforslagene skal sendes i høring.
Carina Buurskov forventer masser af spørgsmål fra udvalget til forvaltningen, når spareforslagene skal sendes i høring.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udvalgsformand: Vi skal se konsekvens-beregninger

Carina Buurskov (V) afventer høringssvar, før hun vil vurdere spareforslag

Egedal Skoleforvaltningen kan efter alt at dømme se frem til en byge af spørgsmål, når børne- og skoleudvalget i den kommende uge skal tage stilling til, om et sparekatalog skal sendes i høring.

“Jeg tror, udvalget har rigtig mange spørgsmål. Det er svært at se konsekvens-beregningerne på nogle af forslagerne, og der er i hvert fald nogle ting, jeg mener, vi skal bede om at få klarlagt,” siger udvalgsformand Carina Buurskov (V) til Lokalavisen.

“Jeg forventer eksempelvis, at vi ned til matrikelniveau kan blive yderligere oplyst om, hvilke konsekvenser en ændret klassedannelse vil have, før det er noget, vi skal tage stilling til. Nu har vi haft fagligheden i spil, og nu er det så tid til, at vi får blandt andet skolelederne i spil, og at vi afventer de høringssvar, der kommer i de kommende uger, inden vi melder noget ud,” fortsætter hun.

Nedlægger Pusterummet

Foruden at øge klassekvotienten med to elever pr. klasse i gennemsnit, lægges der i forslaget op til at nedlægge Pusterummet, der fungerer som tilbud for elever, der eksempelvis mangler undervisning, mens de venter på et specialtilbud eller dagbehandlingstilbud.

Det vil give en besparelse årligt på 1,3 millioner kroner, fordi eleverne forventes at kunne være i deres almindelige skole.

Men hvad så med de elever, der på grund af eksempelvis angst ikke kan være i en almindelig, stor klasse?

“Jeg kan ikke svare på det på nuværende tidspunkt. Pusterummet er normeret til fem børn, og vi har i budgetforliget afsat penge til tiltag, der skal forbedre indsatsen. Det er meningen er, at man skal etablere ressource- og læringscentre på skolerne, så man på de enkelte skoler får en viden, der gør det muligt i højere grad at tilrette forholdene, så Pusterummet bliver overflødigt. Men børn, der har det svært, er også værd at have i baghovedet i den kommende proces,” siger Carina Buurskov.

Øget brug af lokaler

I sparekataloget lægges der endvidere op til, at der i det kommende år skal kigges på dels de fysiske rammer og antallet af skoler:

“Jeg mener, det altid er sundt at kigge på, hvordan man gør tingene. Kan man for eksempel udnytte skolerne bedre, så de ikke står tomme hen om aftenen? Kan man forestille sig, at hvis der er ledige lokaler, så kan der også være andre tilbud i dagtimerne? Jeg ved det ikke, men det er oplagt at kigge på, hvordan vi udnytter bygningerne. Det giver måske også mulighed for at indrette skolerne efter elevernes behov i stedet for, at det er eleverne, der skal tilpasses skolens rammer,” siger Carina Buurskov.

“Hvad angår antallet af skoler, er det meget vigtigt for mig, at det uanset udfaldet er noget, der foregår i god tid. Det skal ikke komme som et chok for nogen, at man lige pludselig har vedtaget at lukke en skole efter en sommerferie. Skal der ske noget på området, skal det gøres ordentligt og i god tid,” siger hun til Lokalavisen.

Samtidig medgiver hun, at hvis sparekataloget forslag om en højere klassekvotient gennemføres, vil det netop betyde skoleskift med relativt kort varsel; nemlig fra skoleåret 2018/2019:

“Det er rigtigt, at vi ikke er ude i specielt god tid, og det kunne have været rart med mere tid. Men jeg synes, det har været rigtigt at vente, fordi vi har fået en ny skolechef, og så er det vigtigt, at de erfaringer, han kommer med fra andre kommuner, kan være med til at kaste nyt lys over forholdene, fordi han måske ser tingene med nye øjne.”

Publiceret: 30. November 2017 15:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Egedal