Måløv Badminton Club har i den forgangne uge haft besøg af verdensmesteren i mixdouble Thomas Laybourn, der kostede rundt med seniorspillerne. Efterfølgende var der stor tilfredshed både med besøget og træningen. Måløv Badminton Clubs seniorspillere havde i denne uge prominent besøg af en af Danmarks bedste badmintonspillere, der skulle supplere den normale træning med masser af spændende input fra den danske elite. Thomas Laybourn, der sammen med Kamilla Rytter Juhl i 2009 vandt verdensmesterskabet i mixdouble, havde slået et smut forbi Måløvhallen, hvor han stod for træningen af Måløvs seniorspillere. "Det var spændende at have besøg af Laybourn, der leverer varen og gav os en masse at arbejde med?, sagde en lettere brugt seniorudvalgsformand Jesper W. Nielsen ovenpå den hårde træning, som der blandt de øvrige spillere også var stor tilfredshed med. Laybourns besøg bliver i øvrigt ikke det eneste i denne sæson, da man i Måløv Badminton Clubs seniorafdeling har planlagt 1-2 besøg mere af verdensmesteren.