Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vildt og voldeligt nytår i Nordsjælland

Brande, gaseksplosion, skuddrama, masseslagsmål, knivrøveri - se gennemgangen her

OPDATERET: I Hellerup blev en mand ved et uheld skudt med et jagtgevær. I Kokkedal måtte politiet bruge peberspray og hunde under en anholdelse. I Farum blev en kvinde udsat for knivrøveri. I Holte blev to mænd forbrændt, da de ville sniffe gas, som eksploderede. Og både i Birkerød, Lyngby og Frederikssund gik nytårsbranderter amok, så politifolkene måtte bruge både stave og peberspray for at dæmpe gemytterne.

Alligevel melder Nordsjællands Politi om en forholdsvis rolig nytårsaften og nat.

"Det har været en travl aften, politiet har kørt som død og djævle, men det har været til mindre sager. Vi har haft ekstra mandskab indkaldt, og jeg vil betegne nytåret som ualmindeligt stille. Døgnrapporten svarer til en ganskealmindelig onsdag," siger informationsmedarbejder ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.

"Men det kunne også været gået den anden vej og endt med dødfald," siger han og henviser til gaseksplosionen i Holte og vådeskudsulykken i Gentofte.

Her følger en gennemgang af de større begivenheder onsdag og torsdag.

VÆRLØSE/FURESØ:

Beboerne i en opgang i en ejendom på Kirke Værløsevej 25 i Værløse blev nytårsaften klokken 20.29 evakueret på grund af brand i kælderen. Det var i et af beboernes opbevaringsrum, at branden opstod.

Årsagen til branden er endnu ikke kendt, oplyser Nordsjællands Politi. Branden blev hurtigt slukket, og ingen mennesker kom til skade.

HILLERØD:

Kattene i huset blev angiveligt reddet af naboer, da der klokken 00.26 nytårsnat blev slået alarm om brand i et hus på Ullerødvej. Husets ejere var ikke hjemme, og der var kraftig udvikling af røg. Ilden blev dog hurtigt slukket. Ifølge Nordsjællands Politi var brandårsdagen fyrværkeri, som blev sprængt af i postkassen til huset. Derfra sprang noget af fyrværkeriet ned i en lyskasse og tændte ild.

Få minutter senere, klokken 00.31, udbrændte en bil på Centervænget i Hillerød. Også her angiver politiet fyrværkeri som brandårsag.

Nordsjællands Politi modtog klokken 15.12 onsdag en anmeldelse om voldtægt af en 42-årig kvinde fra Hillerød. Anmeldelsen kom ikke fra kvinden selv, men fra Rigshospitalets center for voldtægtsofre. Kvinden har angiveligt selv henvendt sig til skadestuen, som sendte hende videre til centeret på Rigshospitalet, hvor hun kunne blive nærmere undersøgt. Nordsjællands Politi vil nu undersøge sagen. Ifølge politiet har kvinden indledt et bekendtskab til en mand, som så har voldtaget hende.

FARUM:

Et knivrøveri og et røveriforsøg fandt sted i Farum nytårsaften.

Om eftermiddagen klokken 16.45 på Bybækterrasserne blev en mand passet op og skubbet af tre-fire drenge i 15-16 års alderen, ifølge Nordsjællands Politi af anden etnisk herkomst end dansk. De ville have manden til at give dem penge, men da han ingen havde, stak drengene af. De var iført sorte jakker og cowboyjeans.

Klokken 23.45 blev en 21-årig kvinde udsat for kniv-røveri på Paltholmterrasserne. Hun var ved at låse et cykelskur, da en ung mand truede hende med en foldekniv. Manden rev tasken fra hende, tog hendes pung og flygtede. I pungen var der et mindre beløb i kontanter, hævekort og sygesikringsbevis.

Gerningsmanden beskrives som 16-18 år, 160-170 cm høj og almindelig af bygning. Han bar en sort North Face-jakke og var maskeret med et tørklæde om ansigtet.

GENTOFTE:

En 66-årig mand blev ramt i maven og hånden, da et jagtgevær skulle demonstreres under en nytårssfest i Gentofte. Ifølge Nordsjællands Politi er der tale om en ulykke af de mere dumme.

Festen blev holdt på Juliusvej i Gentofte, og ifølge politiet gik herrerne fra festen ned i kælderen, angiveligt for at se nærmere på et jagtgevær. En af personerne tabte geværet på gulvet, så det gik af og ramte den 66-årige.

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen klokken 22.48 nytårsaften. Manden blev kørt til Rigshospitalet, og han meldes uden for livsfare. Dog har han mistet tre fingre på den ene hånd.

LYNGBY:

En 77-årig mand på Jernbanebakken i Lyngby har sikkert inderligt fortrudt, at han af godhed havde inviteret en 36-polak hjem til sig for at fejre nytår. I hvert fald gik polakken amok ud på natten, og klokken 02.45 indløb anmeldelsen til Nordsjællands Politi.

Men heller ikke betjentene kunne styre den vilde mand. Og da en solid dosis peberspray heller ikke hjalp, trak betjentene stavene og fik den 36-årige gjort så mør, at han kunne tages med.

KOKKEDAL:

Nordsjællands Politi måtte have fire politihunde i aktion i et opgør med en gruppe unge indvandrere i Kokkedal.

Klokken 23.45 nytårsaften satte en patruljevogn efter en Opel Corsa, som blev ført af en mistænkelig person. Det viste sig siden, at chaufføren kun var 16 år og bevæbnet med kniv og slagvåben.

Bil og chauffør forsøgte at flygte ad Broengen ved Egedalsvej. Og da den unge mand flygtede videre til fods, sendte politiet en hund efter ham. Den 16-årige var på vej ind gennem en terrassedør til sit hjem, da hunden fangede ham og i øvrigt bed ham i venstre side af overkroppen.

Ifølge Nordsjællands Politi dukkede der en gruppe på omkring 10 unge op, sandsynligvis tilkaldt via mobiltelefon af den 16-årige. De unge kastede kanonslag efter betjente og politihunde, og politiet slap hundene for at dæmpe de vrede unge, en af dem blev bidt af en politihund.

Det hjalp, og gruppen af unge forsvandt.

Den 16-årige Opel Corsa-chauffør havde i sagens natur ikke noget kørekort, og det var i bilen, at politiet fandt kniv og slagvåben.

BIRKERØD:

En 18-årig mand fra Birkerød blev overfaldet af tre personer nytårsnat klokken 02.55 ved Statoil-tanken på Birkerød Parkvej. Den unge mand blev kørt på skadestuen. Politiet har ikke spor efter gerningsmændene.

Tidligere, klokken 00.40, rykkede en patrulje til en lejlighed i Skovgårdsparken i Birkerød, hvor en fest var ved at gå over gevind. De cirka 20 festdeltagere var voldsomt ophidsede, da betjentene ankom. Politiet måtte anholde en 35-årig mand, som dog satte sig så kraftigt til modværge, at ekstra betjente måtte tilkaldes. Manden blev taget med til overnatning på politigården i Helsingør.

EGEDAL:

En patrulje fra Nordsjællands Politi måtte klokken 22.51 nytårsaften rykke til Irishaven i Smørum, Egedal Kommune. Her følte borgere sig voldsomt generet af en gruppe unge, der skød fyrværkeri af, og angiveligt forsøgte at ramme forbipasserende. Politipatruljen greb resolut ind og konfiskerede de unges fyrværkeri.

Publiceret: 01. Januar 2009 13:09
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Egedal

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!