Modelfoto.

Modelfoto. Robert Hoetink - stock.adobe.com

Overrasket ved hoveddøren: Hov, der var nogen hjemme

Beboer anmelder to mænd og en kvinde for forsøg på indbrud

Af
Finn Due Larsen

Ågerup Onsdag morgen undrede en beboer på Ågeruphøj sig over, at det puslede ved hoveddøren.

Ved døren stod en udenlandsk kvinde og fumlede med noget. Kvinden råbte, at der var "nogen hjemme", og hun forsøgte at bilde beboeren ind, at hun var en rengøringsdame.

Men det var samtidig med at beboeren så to mænd løbe hastigt ud fra haven.

Optrinnnet fandt sted ved 8-tiden, og beboeren, en 51-årig kvinde, var ikke i tvivl om at det var et indbrudsforsøg, og anmeldte det til politiet.

Hun forklarede, at alle tre flygtede i en hvid og høj varebil, der var lidt rusten. Kun kvinden kunne beskrives som ca. 25 år, østeuropæisk af udseende og med lyst, skulderlangt hår.

Politiet fandt ikke hverken varebilen eller de tre personer, så det kunne blive opklaret, hvad deres ærinde hos anmelderen reelt havde været.

Publiceret 01 August 2019 11:54