Beboer blev mistænksom: Tilbudt flisearbejde

Mystiske "flisearbejdere" har ringet på døren i både Jyllinge og Solrød

Af
Finn Due Larsen

Jyllinge En beboer på Venusvej i Jyllinge har haft en lidt speciel gæst. Mandag ved 16.45-tiden ringede det på døren, og udenfor stod en udenlandsk mand, der tilbød at lave flisearbejde.

Anmelderen fandt dog henvendelsen meget mistænkelig og takkede nej til tilbuddet. Herefter kontaktede han Midt- og Vestsjællands Politi.

Hos politiet oplyser man, at besøget i Jyllinge ikke var det eneste i politikredsenden eftermiddag.

For mindre end en time senere anmeldte en borger fra Peyronsvej i Solrød, at en engelsktalende mand i en orange vest havde henvendt sig på anmelderens adresse, hvor han tilbød at renovere hans tag eller lægge nye fliser i indkørslen.

Borgeren var meget fortørnet over den udenlandske håndværkers fremgangsmåde ved at tilbyde arbejde uopfordret, så han bortviste manden og anmeldte sagen. Den engelsktalende mand var kørende i en hvid varebil.

Fra politiets side roser man opmærksomme borgere for at vise sund fornuft og bortvise de mistænkelige håndværkere, men også for at orientere politiet.

"Hvis du får lignende uopfordrede henvendelser fra personer som tilbyder håndværkerarbejde, så vær skeptisk over for tilbuddet, da der er risiko for at blive snydt eller få lavet uautoriseret arbejde", lyder det fra Midt- og Vestjællands Politi.

Her har man endnu ikke yderligere oplysninger om de to udenlandske håndværkere.

Publiceret 18 September 2019 07:00