Ole Holleufer fra Liberal Alliance har i sin valgkamp temaerne klima, sundhed og støjbekæmpelse øverst på listen. Foto: Niels Idskov

Ole Holleufer fra Liberal Alliance har i sin valgkamp temaerne klima, sundhed og støjbekæmpelse øverst på listen. Foto: Niels Idskov

Portrætter af de lokale kandidater: Holleufer vil kæmpe for Nordsjælland

Klima og sundhed står øverst på temalisten for folketingskandidaten Ole Holleufer, men manden fra Liberal Alliance vil i mindst lige så høj grad slå et slag for nordsjællænderne

Af
Niels Idskov

Klima, sundhed og støj. Det er de tre temaer, som Ole Holleufer bygger sin valgkamp på. Efter mere end ni år i byrådet går den 54-årige politiker fra Liberal Alliance efter en plads i Folketinget, og han forventer en valgkamp med stor vægt på klima-sagen.

"Det er jo blevet meget markant end for bare tre måneder siden. Dengang ville ingen have troet, at klima-spørgsmål ville optage folk så meget, og her tænker jeg ikke kun på de unge, som nu peger på den her udfordring konstant. Hele udviklingen går i den retning, og vi i Liberal Alliance vil understøtte den grønne omstilling i det omfang, som virksomheder og forskning finder brugbare løsninger på området," siger Ole Holleufer.

Selv er han lokalt formand for et såkaldt paragraf 17, stk. 4-udvalg, der netop har afsluttet arbejdet med at finde frem til løsninger på støjproblemerne i trafikken. Af samme årsag har Ole Holleufer sat avisen stævne under Fiskebæk-broen, hvor Farum Sø møder motorvej og S-tog i et sammenstød, der kun kan betegnes som et lydmæssigt inferno, hvis man befinder sig under broen.

"Nu ser vi frem til forlængelsen af Hillerød-motorvejen, så støjen her og de øvrige trafikproblemer skal vi have løst i denne omgang," understreger Ole Holleufer, der i fortsættelsen af "støj-udvalget" skal være formand for et udvalg, der netop kigger på trafikproblemerne.

Det begyndte i Jonstrup

Til daglig arbejder Ole Holleufer, der bor i Jonstrup og er far til to voksne børn, som programleder inden for IT hos Codan Forsikring. I byrådet er han næstformand i Udvalget for digital og infrastruktur og er repræsenteret i Udvalget for byudvikling og bolig.

Ole Holleufer lokalpolitiske frø blev sået i paraply-organisationen Jonstrup89, hvor han en overgang var formand. Han meldte sig ind i Venstre i 2006, kom i byrådet i 2010, blev genvalgt fire år senere, men brød et år før det seneste kommunalvalg ud af Venstre for i stedet at tilslutte sig Liberal Alliance. Han er partiets eneste repræsentant i Furesø Byråd.

"Som politiker tilhører jeg pragmatikerne. Jeg går altid efter et resultat, men jeg kæmper også for de værdier, vi vægter højest i Liberal Alliance. Det vil sige lavere skat, højere vækst, personlig frihed samt en mindre, men mere effektiv offentlig sektor. Sådan arbejder jeg i byrådet, og sådan vil jeg arbejde i Folketinget, hvis jeg bliver valgt," siger Ole Holleufer.

I Samuelsens kølvand

I Nordsjællands Storkreds er LA´eren fra Jonstrup opstillet sammen med Anders Samuelsen, May-Britt Kattrup og Steffen Sjørslev. Ved det seneste valg fik partileder Samuelsen så mange stemmer, at han trak et ekstra mandat - Kattrup - med ind på Christiansborg.

"Jeg håber bare på et godt valg for partiet, så må vi derpå se, om det rækker for mig, men jeg kunne da godt ønske mig en stærkere nordsjællandsk repræsentation på tinge. Alene i Furesø Kommune afleverer vi årligt 300 mio.kr. til andre kommuner, hvorfor jeg synes, at udligningsordningen trænger til et større eftersyn. Det er positivt, at regeringen nu forbedrer infrastrukturen, men jeg synes stadig, at der på Christiansborg ikke bliver talt tilstrækkeligt højt om de sager og problemer, der gælder for beboerne i det nordsjællandske," udbygger Ole Holleufer.

Han synes i øvrigt godt om regeringens for nyligt fremlagte store sundhedsreform.

"Det er et skridt fremad. De overflødige regioner bliver nedlagt, og de frie valg på sundhedsområdet bliver flere. Kritikken af den manglende lokale indflydelse finder jeg forfejlet. I de nye udvalg vil der jo være sæde til borgmesteren samt formanden for social- og sundhedsudvalget," lyder det fra Ole Holleufer.

Vil bruge mere Facebook

For hver dag kommer valget nærmere. Valgkampen har reelt været i gang et stykke tid, og for Ole Holleufer begyndte den tidligt på året. Da blev de lokale medlemmer af Liberal Alliancen således bedt om at udfylde et spørgeskema om den politik, som de ønsker ført af deres nye folketings-kandidat.

"De svar, som vi fik, understøtter fint den politik, som jeg ønsker at føre. Jeg er ved at være klar til valgkampen hvor jeg vil bruge Facebook endnu mere endnu nu, og også vil henvende mig til de lokale medier og i bedste samarbejde lave aktiviteter med de øvrige LA-foreninger i Nordsjælland. Det ser jeg frem til," siger Ole Holleufer.

fakta

Mød

kandidaterne

Lokalavisen Egedal bringer i den kommende tid portrætter af de lokale kandiater til Folketingsvalget.

Publiceret 14 May 2019 06:21