Bjarne Larsen, formand for Egedal Seniorråd

Bjarne Larsen, formand for Egedal Seniorråd

Læserbrev: Svar til borgmesteren - "Vi er alle lige vigtige"

Bjarne Larsen, formand for Egedal Seniorråd

Borgmester Karsten Søndergaards farverige beskrivelse af børnenes storartede udfoldelser i Egedal kommune, kompetent bistået af fagligt og socialt dygtigt personale - på hvert deres område, er malerisk og ”godt udpenslet” beskrevet. Ikke et øje er tørt.

Nu har vi også børnenes borgmester i Egedal Kommune - i skarp konkurrence med landets statsminister.

Som borgmesteren udtaler: ”er det allervigtigste dog, at vi har lovet hinanden, at når der fastsættes minimumsnorme-ringer i regeringen, så vil disse penge uden undtagelse blive kanaliseret direkte ud i vores institutioner”. Det er en rigtig god løsning, og til at forstå. For sådan skal det gøres. Tom snak fra borgmesteren. Det tror jeg også SF godt er klar over.

Kunne borgmesteren ikke - sammen med sine kollegaer i Byrådet, så også love hinanden, at de midler som regeringen i bloktilskuddet til Egedal Kommune ”hensætter til ældreområdet”, også uden undtagelse bliver kanaliseret direkte ud til gavn for vores ældre borgere.

På ældreområdet i Egedal Kommune er der også kompetente, faglige og socialt dygtige medarbejdere, der har svært ved at kunne nå det, de gerne ville overfor den enkelte ældre – den enkelte dag, i den enkelte uge og årligt. De gør det uden at pive, - i hvert fald ikke ret meget. Det ligger som sådan ikke til ældreområdet og kulturen på området at pive.

Vi glæder os til borgmesterens næste ”maleriske” læserbrev. Mon det kunne blive om ældreområdet.

Publiceret 05 November 2019 16:00