En læser skriver et læserbrev som svar på Karsten Søndergaards læserbrev. Arkivfoto

En læser skriver et læserbrev som svar på Karsten Søndergaards læserbrev. Arkivfoto

Læserbrev: Vores børn er det vigtigste vi har - der er vi enige, Karsten Søndergaard

Rikke Bang, Byåsen 12, Ganløse, 3660 Stenløse

Kære Karsten Søndergaard, jeg har nu læst dit læserbrev af 4. november flere gange, men ærligt så forstår jeg ikke hvad budskabet er?

At vores pædagoger gør et fremragende stykke arbejde? At Egedal Kommune (selvfølgelig) vil bruge evt. tilførte midler fra Staten ifm. med vedtagelsen af minimumsnormeringer, på minimumsnormeringer? Ja, tak – det vil I vel, de kan jo ikke bruges på andet? At vores børn har det godt og trives i vores daginstitutioner, fordi det er det billede du ser, når du er på besøg engang imellem?

Kære Karsten, vores børn er det vigtigste vi har, det er noget vi alle mener. Det viste sig senest da Egedal Kommune på deres Facebook side valgte at efterspørge hvordan Egedal Kommune kunne skabe rammerne for en god hverdag for borgerne. De fleste kommentarer til opslaget handler om minimumsnormeringer, om bedre plads og bedre vilkår for vores børn i daginstitutionerne og i indskolingen.

I har lovet hinanden, at når der fastsættes minimumsnormeringer i regeringen, så vil disse penge uden undtagelse blive kanaliseret direkte ud i vores daginstitutioner.” Beklager, men den er altså gratis at skrive – for vi må vel være enige om at pengene fra Staten skal bruges til at sikre minimumsnormeringerne.

I har afsat 400.000 kr. til at ansætte en flyver pædagog der skal hjælpe institutionerne med de pædagogiske indsatser – rigtig fint – men med 35 daginstitutioner i Egedal kommune, er én flyverpædagog ikke meget. Det virker uambitiøst at ”reklamere” med det som en rigtig god ting – ikke fordi det ikke er godt, men det er ikke meget, og gad vide hvor meget det ændrer på situationen i institutioner – mit bud er minimalt. Har man derudover talt med pædagoger ift. om hvorvidt en stilling som flyver pædagog for 35 institutioner er en ønskværdig stilling at indtage? Er det muligt at hjælpe de pædagogiske indsatser på 35 institutioner, ene m/k?

Retorikken skal nuanceres mener du – vi skal holde fokus på alt det fantastiske og kvalificerede arbejde der foregår. Det har vores fokus – hver dag. Vi anerkender de fantastiske pædagoger der knokler hårdt hver eneste dag for at vores børn, trods alt, har en god hverdag. Alle forældre anerkender det hårde arbejde – tro mig, vi ser hvor hårdt presset medarbejderne i institutionerne er – ser du det?

"Eksperimentet med vores børn", der kan ses på TV2 play i øjeblikket, foregår i Vesthimmerlands kommune.

I Vesthimmerlands kommune er normeringerne 3,4 børn pr. voksen i vuggestuen og 6,6 for børn pr. voksen i børnehaven jvf. BUPL.

I Egedal er normeringen 3,6 børn pr. voksen for vuggestuebørn (Normeringen er reelt endnu dårligere, da vi sender vuggestuebørn i børnehave før de bliver 3 år) samt 7,2 børn pr. voksen for børnehavebørn, ligeledes jf. BUPL.

Normeringen i Vesthimmerland er altså bedre end i Egedal.

Hvis vi i stedet for at bruge BUPL’s tal, ser på tal fra VIVE, er billedet det samme:

” Der er flere børn pr. voksen i Egedal Kommunes daginstitutioner end der er på landsplan og i en række sammenlignings-kommuner.

Og børnene i de kommunale vuggestuer og børnehaver passes endda af færre uddannede pædagoger i forhold til sammenlignings-kommuner og på landsplan.

Det konkluderer VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, red) i deres nye børnetal for Egedal.

Helt konkret, så ligger Egedal på 3,3 antal børn pr. voksen for de 0-2 årige, mens sammenligningsgruppen og tallet for hele landet ligger på 3,1.

I forhold til de 3-5 årige har Egedal Kommune 6,6 antal børn pr. voksen, hvilket er langt flere end sammenligningsgruppen på 6,2 og landsplan-tallet på 6,1.” (taget fra artikel i egedal.lokalavisen.dk 22. oktober 2019 ”Tal fra VIVE: Egedal har flere børn pr. voksen og færre uddannede pædagoger end andre kommuner”)

Jeg er sikker på at hvis du besøgte daginstitutioner i Vesthimmerlands Kommune så ville du også møde glade og nysgerrige børn og ikke mindst fokuseret og kvalificerede medarbejdere, men det ændrer jo ikke ved at der i ”Eksperimentet med vores børn” er et barn der i løbet af 5,5 time har 17 minutters god og udviklende voksenkontakt, som er defineret som kontakt hvor der er dialog og øjenkontakt mellem barnet og den voksne. Synes du det lyder som meget? Synes du at det lyder som nok? Ved du hvad det betyder for vores børn på den lange bane?

Hvis Egedal Kommune ikke, allerede inden regeringen kommer med minimumsnormeringer, gør noget aktivt for at oppe minimumsnormeringerne i Egedal Kommune, så bliver vi overhalet af nabokommunerne ift. at ansætte de ledige pædagoger der er. Hvis vi skal vente på at der uddannes personale for at opnå minimumsnormeringerne, så bliver implementeringen en langstrakt affære.

Når det så er sagt; hvorfor skal vi vente på regeringens udspil – hvorfor ikke tage sagen i egen hånd, når nu vi er en af de kommuner i Danmark med en af de dårligste normeringer, og samtidig en kommune hvor 88% af kommunens pædagoger inden for den seneste uge har oplevet at være for få medarbejdere på arbejde i forhold til arbejdsopgaver, hvor 79% af kommunens pædagoger ofte oplever at de ikke kan give den nødvendige støtte til sårbare og udsatte børn og ikke mindst en kommune hvor der kun er 50% af personalet i daginstitutionerne der har en pædagogisk uddannelse – BUPL anbefaler 80%.

Så kære Karsten Søndergaard, jeg er glad for at du møder glade børn, og kvalificeret og fokuseret personale når du besøger institutionerne, men jeg er godt nok ked af at arbejdsvilkår for vores ultra seje og meget mere end hårdt arbejdende pædagoger ikke synes at have dit fokus, ej heller vores børns tarv – for vi har endnu til gode at opleve hvad de dårlige normeringer gør ved vores børn.

Vores børn ER det vigtigste vi har… vis det – hæv ambitionerne for børn og børnefamilier i Egedal Kommune – ikke først når regeringen kommer med et udspil, men nu. Vis os at Egedal Kommune vil børnefamilier, vil sikre en tryg opvækst, med gode og trygge vilkår.

Karsten Søndergaard, jeg ved at normeringer på tværs af landet er en del af debatten, jeg ved at regeringen har lovet minimumsnormeringer (på et tidspunkt), jeg ved også at Egedal ligger i bunden af statistikken og jeg ved at alle ansatte i daginstitutioner vil værdsætte at få flere hænder således at de kan udføre det arbejde de elsker så højt, bedre end rammerne tillader nu – ikke fordi at pædagogerne ikke er dygtige, men fordi intet menneske, super pædagog eller ej, kan præstere sit optimale under de nuværende vilkår.

Hvor der er vilje er der vej.

Publiceret 06 November 2019 12:35