Som det kan ses på billedet, så præger løbebanen på Stenløse Stadion stadig præg af store bump i det ene sving, men en større træfældning, som også kan ses her på billedet, skal forhindre flere bump. Foto: KT

Som det kan ses på billedet, så præger løbebanen på Stenløse Stadion stadig præg af store bump i det ene sving, men en større træfældning, som også kan ses her på billedet, skal forhindre flere bump. Foto: KT

Misligholdt løbebane med bump på vejen: Det har kommunen gjort ved Stenløses atletikstadion

Ikke meget tyder på, at den nedslidte atletikbane står foran en politisk prioritering i Egedal, men en større træfældning kan forhindre en yderligere ødelagt løbebane

Af
Kenneth Tanzer

“Det er ét af de mest misligholdte atletikstadioner, jeg har set i Danmark.”

Rikke Ulslev Degn, Veksø-borger og dansk rekordholder i atletik, lagde ikke fingre imellem, da hun for præcis ét år siden dukkede op i Lokalavisen Egedal for at sætte ord på Stenløses atletikstadion.

Dengang kunne man ved selvsyn konstatere nedsunket græs i tilløbsbanen, en længdespringsgrav med mere græs end sand samt en ujævn løbebane med adskillige bump.

Et år er nu gået, men hvad er der egentlig sket med forholdene på det lokale stadion.?

Det spørgsmål satte Lokalavisen Egedal sig for at finde svaret på en kold og regnfuld torsdag i december.

Et hurtigt kig på atletikbanen i den modsatte ende af lystavlen viste med al tydelighed, at banen ikke har set skyggen af en renovering i årets løb. Tydelige og voldsomme bump præger stadig "svinget", og umiddelbart har man svært ved at forestille sig et 100 meter-løb under de nuværende forhold.

Sådan her så løbebanen på Stenløses atletikstadion ud i november/december sidste år. Ikke ligefrem optimale løbeforhold.

Sådan her så løbebanen på Stenløses atletikstadion ud i november/december sidste år. Ikke ligefrem optimale løbeforhold.

Men anlægget er ikke gået i glemmebogen på Egedal Rådhus, for midt under besøget løb avisens udsendte ind i to medarbejdere fra kommunens Materielgård.

"Vi har lige været dernede og feje banen samt rense den for alger i det ene sving på løbebanen. Det har vi gjort flere gange i løbet af efteråret," sagde Peter Nielsen og Poul Pedersen fra Materielgården.

Ikke flere bump

Derudover kunne de fortælle, at Hede Danmark har været på besøg for at fælde flere store træer i den ende af anlægget, som støder op til den ujævne løbebane.

"Det betyder, at rødderne under banen vil rådne langsomt, og så kommer der ikke flere bump," sagde de to kommunale medarbejdere.

Men træfældningen løser vel ikke hele problemet med de nuværende bump. Hvad kan man gøre ved det?

"Hvis bumpene skal fjernes helt, så skal man brække banen op og tage den store renoveringstur."

Og netop den store renoveringstur ligger ikke lige i kortene, for Stenløses altetikstadion kom ikke med på "Budget 2019", ligesom anlægget heller ikke springer i øjnene under vedligeholdelsesopgaverne i kommunens nye idrætsrapport.

Måske i "Budget 2020"

"Lige nu og her er det ikke politisk prioriteret, men det kan det blive i 2020, hvis politikerne ønsker det," siger Lars Østergaard, Centerchef for Ejendomme og Intern Service i Egedal Kommune.

En anden centerchef i Egedal Kommune, Ingela Karlsson, understreger, at træerne skulle fældes alligevel.

"Den opgave er ikke kun på grund af banens beskaffenhed, men det er naturligvis glædeligt, hvis træfældningen hjælper på problemet," siger centerchefen for Teknik og Miljø, der ikke kan komme ind på, hvad træfældningen har kostet Egedal Kommune.

"Vi har en fast aftale med Hede Danmark, der løser en række opgaver for os. Det her er én af dem, men jeg kan ikke gå ind og se, hvor meget der er blevet brugt på opgaven ved Stenløse Atletikstadion," siger Ingela Karlsson.

Charlotte Haagendrup, formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, glæder sig over, at der trods alt er fokus på banen.

"Det er positivt, at vores medarbejdere på materielgården har været dernede og løst de opgaver, som de kan løse her og nu. Samtidig er træfældningen også et stort skridt, men jeg villa da meget gerne kunne sige, at vi prioriterer anlægget med en masse økonomiske midler, men vores økonomi har det bare svært. Det er derfor, at vi har lavet en ti års investeringsplan, for den kan give lidt økonomisk luft til at prioritere opgaver som eksempelvis Stenløses atletikstadion," siger Charlotte Haagendrup.

Publiceret 17 December 2018 05:51