"Det er fint at være i top-30, men det er ikke en placering, hvor jeg kan være alt for tilfreds. Stiller jeg mig tilfreds med det, så kommer jeg ikke videre," siger Samuel Taboul, der her ses med nogle af sine pokaler og medaljer. Fotos: KT

Flid, disciplin og en ukuelig vilje: Samuel knokler for tennis-drømmen

Det 16-årige stortalent Samuel Taboul fra Ølstykke Tennisklub er indstillet på at tage den hårde vej for at komme igennem nåleøjet

Af
Kenneth Tanzer

Medaljer, pokaler og masser af hæder.

Samuel Tabouls drengeværelse på Kærdalen i Stenløse viser med al tydelighed, at her bor en talentfuld ung tennisspiller, som er 100 procent dedikeret til sin sport.

"Jeg elsker tennis. Det er min drøm, og derfor bruger jeg også næsten alle mine vågne timer på at blive bedre, så jeg kan opnå så gode resultater som overhovedet muligt," siger Samuel Taboul.

Og de gode resultater har 16-årige Samuel allerede opnået masser af for sin klub Ølstykke Tennisklub.

Samuel Taboul er dybt dedikeret til sin tennis. Han træner 15-20 timer om ugen - blandt andet her i Ølstykke Tennishal. Foto: KT

Samuel Taboul er dybt dedikeret til sin tennis. Han træner 15-20 timer om ugen - blandt andet her i Ølstykke Tennishal. Foto: KT

Han bragede således ind i 2019 ved at blive indendørs Sjællandsmester for U/18, ligesom han allerede er på holdkortet, når klubbens 2. divisions-seniorhold spiller holdkampe. Det har foreløbig medført en fornem placering i top-30 over landets bedste U18-tennisspillere.

"Det er fint, men det er ikke en placering, hvor jeg kan tillade mig at være alt for tilfreds. Stiller jeg mig tilfreds med en placering i top-30, så kommer jeg ikke videre. Det kan blive bedre. Min målsætning og drøm hedder top-10, og hvis jeg skal opnå det, så nytter det ikke at hvile på laurbærrene," siger den unge mand.

Presser sig selv

Kommentaren er meget typisk for Samuel Taboul. For ham er flid, disciplin og en ukuelig vilje de afgørende nøgler til udvikling.

"Jeg er hverken det fødte tennis-talent eller kommer fra en tennis-familie. Jeg begyndte først som 7-årig, og ret hurtigt fandt jeg ud af, at hvis jeg virkelig ville det her, så måtte jeg indhente noget et andet sted. Den tankegang gør, at jeg altid presser mig selv det ekstra og stiller store krav. Min far, som er en slags mentor for mig, stiller de samme krav, men han gør det kun fordi jeg vil min tennis så meget," siger han.

"Hvordan kommer de store krav til udtryk i din hverdag?

"Jamen, jeg kan godt finde på at komme hjem fra en tabt kamp og så løbe 5 km., hvis jeg ikke har været tilfreds. Jeg har også prøvet at cykle grædende hjem fra træning, fordi jeg ikke var tilfreds. Så er der kampdage, hvor jeg meget gerne vil varme op en time før, mens modstanderen kommer ud fem minutter før. Der er flere eksempler, men for mig handler det om disciplin. Det er jeg kommet langt på. Der var også en periode, hvor jeg fik dårlige karakter i skolen efter kun at have fokuseret på tennis. Det gik op for mig, da jeg stod med et 4-tal i matematik, så jeg måtte stå tidligt op i weekenderne for at få trænet matematikprøver. Det har hjulpet, for de sidste prøver har jeg fået 10 i, men jeg stiller mig ikke tilfreds før jeg har fået 12."

Samuel Taboul, der går på en Team Danmark-linje i 9. klasse på Hedegårdsskolen i Ballerup, lægger heller ikke skjul på, at tennis har første og højeste prioritet i hans liv.

15-20 timer om ugen

"Jeg bruger 15-20 timer om ugen på tennis. Det er træninger, styrketræning og løb. Jeg går ikke til fester, og jeg drikker heller ikke, for jeg har valgt en hverdag, hvor jeg hele tiden skal være fysisk på toppen, og det spiller ikke godt sammen med usund kost eller alkohol. I min fritid er jeg faktisk træner i Ølstykke Tennisklub, hvor jeg både træner børn mellem 6 og 8 år samt et drengehold på 12-15 år. De lommepenge, som jeg tjener på det arbejde, bliver lagt til side til et muligt highschool-scholarship i USA," siger Samuel Taboul, der dermed åbner op for sine store fremtidsdrømme.

"Et highschool-scholarship i USA er helt klart min første prioritet. Det ville være en stor drøm, for det kunne virkelig gavne min udvikling - både som person og som tennisspiller," siger Samuel Taboul.

"En agent har tilbudt mig et highschool-scholarship på "Baylor school tennis" i Tennessee, der ligger i top-20 over USA's bedste skoler/klubber. Tennisklubben vil betale 50 procent af mit ophold, men det er stadig en dyr fornøjelse og vil koste op imod en kvart million i ophold, uniformer og rejser. Hvis det hele går i orden, og jeg samtidig består en række tests, så kan jeg starte til august, men nu må vi se. Der er også et par andre muligheder i spil," siger Samuel Taboul og fortsætter:

"En anden mulighed er at blive herhjemme og håbe på et sponsorat i form af en virksomhed, der gerne vil støtte mig økonomisk. Det ville styrke mine muligheder for at komme i top-10, for hvis jeg skal havne der, så er det nødvendigt at spille kampe/turneringer i udlandet, men det kræver et økonomisk tilskud. Endelig er der den sidste mulighed, som går ud på at blive herhjemme og tage 10. klasse i EUX, hvor vi så tilrettelægger mit tennisår."

Hvad hælder du mest til i forhold til disse muligheder?

"Et highschool-scholarship i USA er helt klart min første prioritet. Det ville være en stor drøm, for det kunne virkelig gavne min udvikling - både som person og som tennisspiller. Jeg ville komme på en god skole, og så ville jeg spille mod nogle meget dygtige spillere. Lige nu står jeg ved en slags skillevej, hvor jeg skal træffe nogle vigtige beslutninger, så det er ret overvældende," siger den unge tennisspiller, der også skal holde fokus på de kommende tennis-opgaver.

Stolt far

"Jeg har en stor DTF-turnering til april (ungdomsmesterskaberne, red), som svarer til en turnering i den sværeste kategori, der kan sammenlignes med Danmarksmesterskaberne, men blot for dem under 18 år. Derfor er det vigtigt at holde fokus og knokle på i dagligdagen," siger Samuel Taboul.

Uanset om Samuels fremtid ligger i USA eller Danmark, så er hans far Baruch Taboul klar med støtte og gode råd.

"Jeg er en stolt far, for Samuel er en fighter - både i skolen og på tennisbanen. Han er ikke kommet sovende til noget, så hans drømme vil jeg gerne bakke op om, men vi skal hele tiden arbejde hen mod at drømmene bliver så realistiske som muligt. Det kræver hårdt arbejde, og det er Samuel også indstillet på," siger Baruch Taboul.

Publiceret 26 March 2019 06:02