Ølstykke-borgeren Lasse Seidelin Bendtsen, der til daglig underviser på Borupgaard Gymnasium i Ballerup, ses her med diplom og blomster for modtagelsen af Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris. Pressefoto

Ølstykke-borgeren Lasse Seidelin Bendtsen, der til daglig underviser på Borupgaard Gymnasium i Ballerup, ses her med diplom og blomster for modtagelsen af Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris. Pressefoto

Gymnasielærer fra Ølstykke løber med fornem hæderspris

Lasse Seidelin Bendtsen fra Borupgaard Gymnasium har vundet Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris

Lasse Seidelin Bendtsen fra Ølstykke har stor succes som gymnasielærer på Borupgaard Gymnasium i Ballerup.

Sidste år løb den lokale underviser med Politikens særpris for den bedste gymnasielærer, og nu kan han glæde sig over endnu en pris.

Han er nemlig blevet tildelt "Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris" for en ekstraordinær indsats i de naturvidenskabelige fag. Det oplyser Borupgaard Gymnasium i en pressemeddelelse.

Med prisen følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. er en personlig hæderspris til Lasse Seidelin Bendtsen, mens 200.000 kr. går til Borupgaard Gymnasium til udvikling af den naturvidenskabelige undervisning.

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris er målrettet engagerede og dygtige gymnasielærere i fagene biologi, kemi, fysik, naturgeografi, bioteknologi, astronomi, geovidenskab, matematik og teknologifag.

Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturvidenskabelig undervisning på ungdomsuddannelserne.

Delt i to priser

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris uddeles årligt og er delt i to priser - én til en gymnasielærer øst for Storebælt og én til en gymnasielærer vest for Storebælt. Prisen øst for Storebælt gik altså til Ølstykke-borgeren Lasse Seidelin Bendtsen.

Publiceret 10 April 2019 09:28