"Jeg kommer til en kommune i vækst og til et veldrevet område med tydelige politiske målsætninger og et højt ambitionsniveau," siger Søren Kokholm. Foto: Roskilde Kommune

Roskilde Kommune har fundet sin nye skolechef

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Søren Kokholm til stillingen som ny skolechef i Roskilde Kommune

Den 1. september tiltræder Søren Kokholm stillingen som skolechef i Roskilde Kommune. Det er et enigt ansættelsesudvalg, der står bag ansættelsen.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Søren Kokholm kommer fra Vordingborg Kommune, hvor han har været chef for dagtilbud og skoler siden 2016. Før det har han også udviklingschef på EUC Sjælland og skoleleder i Køge Kommune på sit cv. Søren er uddannet lærer og har 18 års ledelseserfaring udover en diplomuddannelse i ledelse og en master i skoleudvikling.

"Jeg glæder mig til samarbejdet med Søren og til, at vi sammen skal fortsætte udviklingen af et fælles skole-, SFO- og klubvæsen med et lokalt præg. Søren har erfaring med at sikre transparente beslutningsprocesser og sammenhæng mellem de politiske mål og praksis, så børn og unge mærker, at de professionelles arbejde gør en forskel i deres liv og udvikling," siger direktør for Skole og Børn Ane Kristine Christensen.

Søren Kokholm glæder sig til at komme med på et hold af ambitiøse chefer, ledere og medarbejdere, der brænder for børn og unges læring, dannelse og trivsel – og som ønsker at bidrage til den fælles kerneopgave.

Vil sikre udvikling

"Jeg kommer til en kommune i vækst og til et veldrevet område med tydelige politiske målsætninger og et højt ambitionsniveau. Mit ønske er at sikre udvikling på alle niveauer, samt at skabe engagement og følgeskab til de politiske og strategiske pejlemærker i Roskilde Kommune. Derudover vil jeg arbejde på at øge sammenhængskraften mellem områderne og styrke medarbejdertrivslen. Og så glæder jeg mig til at tage fat på de arbejdsopgaver, der venter, og til at møde alle de gode folk, som arbejder på området," siger Søren Kokholm.

Søren Kokholm er 52 år bor i Køge sammen med sin kæreste og har 2 voksne børn. Han overtager efter skolechef Holger Bloch Olesen, der har valgt at gå på pension med udgangen af august 2019.

Publiceret 25 June 2019 09:50