Helle Anna Elisabeth Nielsen skriver om børns trivsel og mistrivsel.

Helle Anna Elisabeth Nielsen skriver om børns trivsel og mistrivsel.

Læserbrev: Vi skal holde fokus på børn der mistrives i dagtilbud og skolerne

Helle Anna Elisabeth Nielsen, Radikale Venstre Byrådsmedlem

Stadigt mange unge og børn får diagnoser og bliver ramt af mistrivsel og ensomhed. I skolen har det en konsekvens for deres indlæring. Et stigende antal tilfælde får skolevægring med deraf risiko for ”kollaps” I familierne i værste fald med skilsmisse og arbejdsløshed som resultat.

De reelle udfordringer for pædagoger, lærere, familier og pårørende, når et barn udviser tegn på psykiske lidelser er måske mere end nogensinde vigtigt at skabe en større klarhed og forståelse omkring.

Jeg oplever at børnene og deres familier i Egedal gennem årene er blevet mødt med ventelister til psykologer og politisk har der været spare-tiltag på spare-tiltag i snart årtier, der har resulteret i en slingrekurs fuld af brandslukningstilbud. Den enkelte indsats har knap nået at finde fodfæste før et nyt flyverkorps, ressourcecenter, inklusionsteam eller behandlingstilbud har været prøvet af - ofte med en besparelse som opdrag desværre. Børnene og deres familier har været kastebolden i spillet om pengene.

Seneste skud på stammen i lyset af udsigten til en overskridelse af den økonomiske ramme er et netop indstillet dagbehandlingstilbud. Det er et eksempel på en løsning som forslås oprettet for at tage hånd om det stigende antal af skolevægrende børn og unge som ikke får den støtte de har brug for i skolen. Det medfører nemlig flere udgifter for kommunen til blandt andet tabt arbejdsfortjeneste til forældrene og i dyre sager med tunge administrative opgaver.

Skolevægring foregår når barnet ikke længere kan holde ud at være i skolen. Flere tilfælde har været så alvorlige at barnet har haft selvordstanker og -trusler.

Mit håb er at konkrete problemer forebygges gennem viden og øget forståelse hos blandt andre klassekammerater og deres forældre, fritidskammerater og -trænere. Ofte foregår der nemlig en voldsom stigmatisering. Vendinger som “det barn er bare uopdragent” eller “det er blevet moderne med bogstavskombinationer” eller en misforstået sympati med børnene om at det er synd de får en diagnose ”smidt i hovedet” er noget af det jeg hører.

Der kan være mange årsager til denne modstand mod problemet. Jeg skal undlade at analysere på dem her. Men resultatet af den negative stigmatiserende holdning er isolation og en ond spiral af ensomhed og eksklusion for barnet og familien. Det kan ende med at blive meget dyrt for kommunen og katastrofalt og ødelæggende for både trivsel, udvikling og familiernes tillid til systemet.

Mit håb går også på at vi intensiverer indsatsen på området med de fag-professionelle gennem en økonomisk prioritering her i de kommende budgetforhandlinger. Det er med tidlig indsats gennem en bedre normering i daginstitutionerne, en styrkelse af den tværfaglige indsats og ikke mindst et større råderum for skolerne til at tilvejebring den nødvendige støtte til de elever der har udfordringer. Prisen hvis vi lader være er urimelig høj.

Publiceret 19 September 2019 08:42