Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V), det lokale folketingsmedlem Mette Gjerskov (S), miljøminister Lea Wermelin (S) og Roskildes borgmester Tomas Breddam (med ryggen til) besøgte det strandede digeprojekt i Jyllinge

Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V), det lokale folketingsmedlem Mette Gjerskov (S), miljøminister Lea Wermelin (S) og Roskildes borgmester Tomas Breddam (med ryggen til) besøgte det strandede digeprojekt i Jyllinge

Beboere frygter efterårsstorme: Minister besøgte strandet kystbeskyttelsesprojekt

Miljøminister Lea Wermelin mødtes med og borgmestrene fra Egedal og Roskilde kommuner

Kystsikring Miljøminister Lea Wermelin mandag inviteret til Jyllinge Nordmark af borgmestrene Karsten Søndergaard, Egedal Kommune, og Tomas Breddam, Roskilde Kommune, til at se det strandede kystbeskyttelsesprojekt med sluse og dige. Borgmestrene ønsker at sikre beboerne i området hurtigst muligt mod nye stormfloder fra Roskilde Fjord.

Politikerne besøgte blandt andet en familie, der blev hårdt ramt af stormen Bodil tilbage i 2013:

"Her så vi på nærmeste hold, hvor påvirket beboerne stadig er; hvor forfærdeligt det var at stå med børn på armen i mørket midt om natten og ikke kunne komme væk, fordi også vejen var oversvømmet," siger det lokale Folketingsmedlem Mette Gjerskov, "og hvor mange bekymringer det stadig giver, fordi de fortsat mangler det dige, der kan give dem tryghed."

Og besøget gjorde også indtryk på ministeren:

"I har fuld opmærksomhed fra min side," sagde miljøminister Lea Werdelin til de to borgmestre og de husejere og politikere, der var mødt op til besigtigelsen i Jyllinge Nordmark.

Dén opmærksomhed skal nu gerne hurtigst muligt veksles til en færdig kystbeskyttelse:

"Vi har i Egedal Kommune et område i Tangbjerg, som ligger lige øst for Jyllinge Nordmark med 33 boliger med borgere, som vi skal tage hånd om i området ved Værebro Å. Det er vigtigt for os, at der er opbakning fra miljøministeren til, at vi gennemfører dette kystbeskyttelsesprojekt. Selvom vi i Egedal Kommune ikke har direkte kyst, har vi åer, der kan gå over deres bredder, og vi er glade for at kunne samarbejde over kommunegrænser, også hvad angår kystbeskyttelse," siger Karsten Søndergaard i en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.

Miljøministeren har meddelt borgmestrene, at hun vil gøre, hvad hun kan for at hjælpe kommunerne i arbejdet med at få kystbeskyttet områderne. Projektet er gået i stå som følge af en afgørelse fra Miljø- og planklagenævnet om, at projektets påvirkning af den omgivende natur skal dokumenteres bedre. Det er kommunerne nu i gang med i samarbejde med de relevante statslige styrelser.

"Jeg er glad for miljøministerens tilsagn om, at hun gerne hjælpe med hurtigt at få beskyttelsen af borgerne i Tangbjerg og Jyllinge Nordmark på plads. Kommunerne bag projektet har hele tiden været fokuserede på at skabe et projekt, der ikke påvirker naturen negativt. Vi ser frem til, at ministeren hjælper os videre i processen for at få dæmning og sluse færdigbygget med hensyn til både natur og borgere," siger Karsten Søndergaard.

Kystsikringen består af et dige langs fjorden, en sluse og pumpestation ved Værebro Å samt et dige langs Værebro Å.

CV

Publiceret 02 October 2019 11:53