Spejderhytten på Liselund i Ganløse er ved at se sin udløbsdato, og allerede fra næste år står spejderne til at flytte fra hytten. Egedal Kommune har vurderet, at den ikke længere skal bruges som spejderhytte, men hvor spejderne så skal være, er stadig usikkert. Arkivfoto

Spejderhytten på Liselund i Ganløse er ved at se sin udløbsdato, og allerede fra næste år står spejderne til at flytte fra hytten. Egedal Kommune har vurderet, at den ikke længere skal bruges som spejderhytte, men hvor spejderne så skal være, er stadig usikkert. Arkivfoto

Inden Ganløse-spejdernes demonstration i aften: Politiker peger på skovhytte som ny placering

Står det til udvalgsformand Charlotte Haagendrup, så skal Ganløse-spejderne placeres i en skovhytte uden for byen

Af
Kenneth Tanzer

Det er ingen hemmelighed, at de lokale Ganløse-spejdere fra Ebbe Skjalmssøn-gruppen til næste år står til at forlade deres nuværende placering i Liselund-bygningen.

Men hvor spejderne så skal dyrke deres aktiviteter, står stadig hen i det uvisse, og det bekymrer både ledere og forældre, som i aften kl. 17.30 dukker op på Egedal Rådhus for at møde de lokale politikere.

"Som det er nu, så står vi til at blive hjemløse. Det vil vi gøre alt for at forhindre, så vi har planlagt et arrangement i aften foran rådhus, hvor vi markerer vigtigheden af vores spejdergruppe. På vores seneste statusmøde er vi blevet enige om, at vi ikke kan vente længere eller lade os holde hen af kommunens mange møder om alternativer og forhandlinger. Kommunen kommer med forslag til alternativer, men ikke alle lige brugbare. Som mange har kunne læse sig frem til, har deres forslag eksempelvis været at placere os i en pavillon på 40 m2 på Grønningen. Dette ser vi ikke som acceptabelt," lyder det i et skriv fra Ganløse-spejderne.

Skoven er løsningen

"Et alternativt forslag er en hytte på Viggatorp lidt uden for Ganløse. Dette forslag er under behandling og ikke endeligt endnu. Umiddelbart vil det være et godt sted for spejderne med mulighed for at bruge skoven og området omkring hytten til at lave bål og bygge ting, der kan blive stående til næste møde. Men kommunen skal handle hurtigt og sætte penge af til hytten på budgettet. Og budgetforhandlingerne starter nu. Derfor er vi som gruppe nødt til at være tydelige og gøre politikerne opmærksomme på, at spejderlivet er meget vigtigt for børn og unge i Ganløse. Vores fantastiske ledelse har kæmpet en brav kamp for skaffe Ebbe Skjalmssøn et nyt og godt sted," skriver spejdergruppen i et Facebook-opslag.

Hos Egedal Kommune er man bekendt med aftenens demonstration, der afvikles forbud for byrådets førstebehandling af budgettet, og udvalgsformand Charlotte Haagendrup har muligvis en løsning klar for spejderne. Til kommunens hjemmeside udtaler hun følgende:

”Kommunen har en tæt dialog med ledelsen af Ganløse spejderne om nye rammer for spejderaktiviteterne. Vi har klart fået at vide fra ledelsen, at de støtter op om og indgår aktivt i dialogen om at flytte til en skovhytte uden for byen. Det synes jeg lyder som en rigtig god løsning, og jeg synes vi skal bruge alle gode kræfter sammen for at få det til at lykkes," siger Charlotte Haagendrup, formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune.

Publiceret 09 October 2019 11:57