Byggeriet af den nye daginstitution i Smørum skal danne ramme for trivsel, udvikling og leg for kommunens yngste borgere fra juni 2020. Foto: Egedal Kommune

Byggeriet af den nye daginstitution i Smørum skal danne ramme for trivsel, udvikling og leg for kommunens yngste borgere fra juni 2020. Foto: Egedal Kommune

Konstruktion og krans rejst på ny Smørum-daginstitution

Med taler og omvisning fejrede Egedal Kommune tirsdag rejsegilde på den nye daginstitution i Smørum

Der blev holdt taler indendørs i den rå bygning, hvor Mette Mylin, chef for Center for Ejendomme og Intern Service bød velkommen.

Borgmester Karsten Søndergaard fortalte om den store byggeaktivitet, der er i området i Smørum lige nu og som medvirker til, at Egedal Kommunes familier her får nye muligheder for at få den bolig, der passer til det sted, de er i livet. En byggeaktivitet, der desuden giver muligheder for at få nye borgere til kommunen, der kan leve det gode hverdagsliv i Egedal kommune.

"Parcelhusene skyder op på Dyvelåsen. Vi sælger for tiden byggegrunde til nye virksomheder i Kong Svends park, og vi er dialog med partnere, der vil hjælpe os med at byudvikle området fra Kildedal station op mod Kong Svends høj," sagde Karsten Søndergaard.

Og der er børn på vej til den nye daginstitution.

"Det myldrer også med småbørn i Smørum for tiden. Egedalborgerne får flere børn og flere flytter her til. De skal have de bedste rammer for et godt familieliv. Vores nye dagsinstitution i Smørum er udformet, så den både stimulerer kreativitet og trivsel og fungerer godt i hverdagen, sagde han.

Mere plads til udeareal

Egedal Kommune takkede entreprenører og arkitekter for at have nået første store milepæl på et flot og inspirerende byggeri.

"Vi valgte dette projekt, som Team Combi BYG har udarbejdet, fordi der er tale om særdeles gode løsninger både indvendigt som udendørs. Ved at give bygningen to etager har arkitekter skabt en bygning med det, man kalder ”et lille fodaftryk” på grunden. Herved får vi skabt mere plads til udeareal og legeplads og udnyttelse af den skrånende grund," sagde Ib Sørensen, 1. viceborgmester og formand for Planudvalget.

Carina Buurskov, formand for Egedal Kommunes Familieudvalg er glad for at se, hvordan planerne er ved at blive til virkelighed.

"Jeg er så glad for at se byggeriet skride fremad. Jeg glæder mig til fortsat at følge det og så ser jeg frem til, at det står færdigt og klar til at tage imod vores alleryngste borgere til sommer," lød det fra Carina Buurskov til tirsdagens rejsegilde.

Indretningen giver mange muligheder for at skabe tryghed med det nære i det store.

"I Egedal Kommune ønsker vi kvalitet og nærvær i vores dagtilbud. Derfor vedtog Byrådet i slutningen af august 2019 en helt ny vision for dagtilbudsområdet. Målet er, at vi i børnehøjde leverer høj kvalitet med udvikling og læring, igennem leg og nærvær, sagde Carina Buurskov.

pressemeddelelse

Publiceret 09 October 2019 08:43