Lokalavisen Egedal har ved flere lejligheder sat fokus på den nedslidte og ujævne atletikbane i Stenløse. Nu bliver banen og området renoveret.

Lokalavisen Egedal har ved flere lejligheder sat fokus på den nedslidte og ujævne atletikbane i Stenløse. Nu bliver banen og området renoveret.

Det fandt vej til Egedals budget: Millioner til kunstgræs-lys og nedslidt idrætsanlæg

Stenløse Idrætsanlæg med den ujævne atletikbane renoveres for 3,5 mio. kr., mens Smørums kunstgræsbane får nyt lys-anlæg til 825.000 kr.

Af
Kenneth Tanzer

Der er godt nyt til brugerne af Stenløse Idrætsanlæg og kunstgræsbanen ved Smørum Idrætsanlæg.

Egedals "Budget 2020" frigiver nemlig økonomiske midler, der skal sikre en renovering og en opgradering af de nuværende forhold.

Helt konkret skal der bruges 3,5 mio. kr. på at renovere det nedslidte Stenløse Idrætsanlæg - ikke mindst atletikbanen, der lider under bump og flere ujævnheder, som Lokalavisen Egedal tidligere har beskrevet.

"Det glæder mig, at vi nu har fundet midlerne til at kigge på Stenløses idrætsanlæg. Pengene skal selvfølgelig gå til at renovere atletikbanen, men vi skal også tale med brugerne og høre dem om, hvad vi kan gøre ved hele anlægget. Nu er pengene der, og så skal de tages med på råd, for det kan godt være, at der ligger nogle helt særlige ønsker til højdespring eller længdespring. Det handler om at se forbedringer for hele anlægget," siger Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget.

Også idrætsanlægget i Smørum har fundet vej til budgettet i form af en støtte på 825.000 kroner, der skal bruges på et nyt lysanlæg til byens kunstgræsbane.

Bedste budget

"Det har længe været et ønske fra Smørum, og sagen har været lidt frem og tilbage, men nu er pengene frigivet, og det er meget glædeligt. Det betyder også, at lyset kan dække den nuværende kunstgræsbane og en mulig ny kunstgræsbane," siger Charlotte Haagendrup til Lokalavisen Egedal.

Hun lægger i det hele taget ikke skjul på sin glæde over det budget, som er blevet vedtaget af byrådspartierne.

"Jeg har alligevel været med i ti år efterhånden, og jeg har aldrig oplevet en budgetvedtagelse, hvor tonen har været så god på tværs af alle partier. Det har været en stor fornøjelse. Det er helt sikkert også det bedste budget, som jeg været med til. Vi har de seneste år vedtaget nogle "hårde" budgetter" med besparelser, så det er dejligt at vi denne gang kan give i stedet for at tage," siger Charlotte Haagendrup.

Publiceret 15 October 2019 08:30