Nu har cyklisterne egen asfalt på St. Valbyvej

3,5 km dobbeltrettet og bivenlig cykelsti til Roskilde taget i brug

Mange har dagligt brugt St. Valbyvej som cykelrute. Og det er forståeligt, for det er en meget smuk tur og den direkte forbindelse fra St. Valby og Ågerup - eller længere nordfra - ind til Roskilde.

Men den har ikke været behagelig at cykle på, for St. Valbyvej er smal og bilerne kommer tæt på.

Nu har cyklisterne fået en sti for sig selv. Stien er ca. 3,5 km. lang og har kostet lige knap 10 mio. kr.

Stien går ikke helt til Ågerup, men når man kommer fra Roskilde til St. Valby fortsætter cykelstien ad Ågerupvej hen til Søager. Det stykke kom med i entreprisen, selvom det ikke var planlagt oprindeligt. Fra Søager kan man for eksempel cykle videre via Kildemosestien til Ågerup.

I den anden ende kan man fra Østre Ringvej cykle videre på Himmelev Skovvej, Langagervej og Klosterengen til Roskilde bymidte.

Har været planlagt længe

Cykelstien er dobbeltrettet på den østlige side af St. Valbyvej og i øvrigt en del af Campusstien, som på længere sigt skal forbinde RUC og Risø

Formanden for plan- og teknikudvalget i Roskilde Kommune Daniel Prehn indviede stien med at konstatere, at stien fra kommunens side har været planlagt en del år.

"Vi valgte at udøve rettidig omhu - selvom jeg godt ved, at mange af jer var utålmodige. Fors skulle lige være færdig med at grave her først, inden vi gik i gang. Ellers var der nok mange, der havde rystet på hovedet og spurgt, om vi da ikke taler sammen derinde på kommunen", fortæller Daniel Prehn i en pressemeddelelse fra Roskilde Kommune.

Formanden benyttede lejligheden til at sige tak til de mange engagerede borgere, der har deltaget i forløbet.

"Jeg vil også rose entreprenøren, der oven i købet er blevet færdig før tidsplanen," sagde udvalgsformanden.

En hektar med blomster

Som en sidegevinst er stien skyld i, at Roskilde nu er udnævnt til en bivenlig kommune. Det skyldes, at der langs stien er sået bivenlige blomster på et areal på over én hektar - eller 10.000 kvadratmeter.

Næstformand for Gl. Roskilde Amts Biavlerforening Ejlif Larsen overrakte diplomet for bivenlighed.

jesl

Publiceret 17 October 2019 09:02