Seks torsdage i november og december er fremtiden for Ølstykke Stationsby til debat. Det sker i forbindelse med den kommende helhedsplan. Arkiv

Seks torsdage i november og december er fremtiden for Ølstykke Stationsby til debat. Det sker i forbindelse med den kommende helhedsplan. Arkiv

Byplanlægger på besøg: Nu skal der kigges på Ølstykke Stationsby

Byplanlægger og arkitekt Amalie Dombernowsky er klar til at høre borgernes ideer og visioner for stationsområdet i Ølstykke

Der skal laves en Helhedsplan for Ølstykke Stationsby, men hvordan ønsker borgerne egentlig, at deres by skal se ud i fremtiden?

Det har Byrådet besluttet sig for at finde ud af. Derfor sender de byplanlægger og arkitekt Amalie Dombernowsky til byen. Seks torsdage i november og december kan du møde hende på Ølstykke Bibliotek. Her sidder hun klar til at høre dine ideer og visioner for stationsområdet.

Det oplyser Egedal Kommune i en pressemeddelelse.

Møderne har bl.a. fokus på identitet, fællesskab, kultur og tilgængelighed. For Helhedsplanen skal se på den samlede udvikling og dermed også den samlede fortælling for Ølstykke Stationsby.

"Vi spørger borgerne, for de ved bedst. Når de besøger os i Ølstykke Bibliotek kan vi udvikle ideer sammen. De bedste tager vi med tilbage, og i foråret vil de blive omsat til virkelighed for en stund. Vi skal nemlig prøve ideerne af, inden vi giver os i kast med større investeringer, fortæller Amalie Dombernowsky, der også afholder møder med Banedanmark, Movia og relevante grundejere.

Viser det sig for eksempel, at borgerne mangler mødesteder, at de mener byen skal være grønnere eller der skal ses på trafikken, kan der til foråret etableres midlertidige bænke, plantekasser eller trafikgener. Og virker tiltagene efter hensigten vil det komme med som fremtidige tiltag i Helhedsplanen.

Arbejdet med Helhedsplanen skydes i gang med en reception den 14. november kl. 16.00-18.00 på Ølstykke Bibliotek.

"Jeg glæder mig meget til, at vi flytter planlægningen ud af rådhuset til der, hvor de borgere, det berører faktisk er. Det er vigtigt, at vi ideudvikler sammen og ikke mindst, at vi får prøvet tingene af i praksis, fortæller Ib Sørensen, formand for Planudvalget.

De efterfølgende møder afvikles 21. november fra kl. 16.00 til 18.00, 28. november fra kl. 16.00 til 18.00, 5. december fra kl. 16.00 til 18.00, 12. december fra kl. 16.00 til 18.00 og endelig 19. december fra kl. 16.00 til 18.00.

Publiceret 07 November 2019 05:52