Står det til den nystiftede forening

Står det til den nystiftede forening "Jyllinge for et fair dige", så skal Egedal Kommune betale en langt større andel til sluse-projektet i Værebro Å. Arkivfoto

Ny Jyllinge-forening kræver flere penge fra Egedal Kommune til sluse-projektet i Værebro Å

"Egedal Kommune udleder både spildevand og kloakvand i Værebro Å, så det er kun rimeligt, hvis de betaler en større andel til sluse-projektet," lyder det fra foreningen "Jyllinge for et fair dige"

Af
Kenneth Tanzer

De store maskiner holder stadig helt stille i Jyllinge Nordmark.

Det omfattende dige- og sluse-projekt, som skal beskytte borgerne i Jyllinge og Tangbjerg mod flere oversvømmelser, har siden marts måned været sat på stand-by grundet klager fra to grundejere.

Men hos de berørte borgere og på de sociale medier, kører debatten om projektet videre med 100 km/t.

Torsdag aften blev foreningen "Jyllinge for et fair dige" stiftet, og deres vision og budskab er klokkeklart.

De vil have de såkaldte oplands-kommuner - blandt andet Egedal, Ballerup, Måløv, Furesø og Gladsaxe Kommune til at betale for sluse-projektet i Værebro Å - en regning, som i dag hænger på grundejerne, Roskilde Kommune og så Egedal Kommune, der spytter cirka én mio. kr. i sluse-projektet.

"Egedal Kommune udleder både spildevand, kloakvand og vejvand i Værebro Å, så det er kun rimeligt, hvis de betaler en større andel til sluse-projektet. De er en aktiv bruger af å'en, så én millioner kroner er meget billigt sluppet. Vi mener slet ikke, at grundejerne skal betale til den sluse. Den regning må Roskilde Kommune dele med oplandskommunerne - blandt andet Egedal," siger Anne Jensen, der er talsmand for den nye forening.

Hun mener, at kravet om en større Egedal-betaling ligger lige til højrebenet.

Vandløbsloven i spil

"Når en kommune som Egedal slipper med én mio. kr., så tilsidesætter man vandløbsloven, som Værebro Å hører under. Vandløbsloven siger, at en kommune skal betale sin part, når å'en bruges som en slags kanal til at lukke spildevand og kloakvand ind. Man skal huske på, at det vand, som Egedal leder ud i Værebro Å, er med til at skabe oversvømmelserne, når vandet i fjorden rejser sig," siger Anne Jensen, der føler sig overbevist om, at den nystiftede forening står med gode kort på hånden i forhold til at få Egedal og andre kommuner til at spytte flere penge i sluse-projektet.

"Vi har en advokat på sagen, og med tanke på vandløbsloven, så står vi med en god sag. Roskilde Kommune burde også se en fordel i at få flere kommuner til at spytte i kassen," siger Anne Jensen.

Egedals borgmester Karsten Søndergaard (V) mener ikke, at kommunen skal yderligere til lommerne i forhold til sluse-opførelsen.

"For det første betaler vi allerede til projektet, da vi har nogle beboere i Tangbjerg, som kan blive udsat for oversvømmelser. For det andet, så er det vigtigt at huske på, at det er vandet fra fjorden, der oversvømmer Værebro Å. Det handler ikke om det vand, som vi udleder i å'en. Vi skal ikke betale mere til sluse-projektet, fordi vi eller andre kommuner udleder spildevand," siger Karsten Søndergaard.

Han mener nærmere, at sluse-udgifterne er en national udfordring.

"Snakken om vandløb er interessant, men de her oversvømmelser er et nationalt problem, så man kan også kigge den vej, når vi snakker betaling til en sluse," siger han.

Publiceret 08 November 2019 10:44