Boligerne på Stenspilgaard, som er kendt ulovlige af kommunen. Nu fortæller flere lejere om kritisable forhold på ejendommen. Foto: due.

Boligerne på Stenspilgaard, som er kendt ulovlige af kommunen. Nu fortæller flere lejere om kritisable forhold på ejendommen. Foto: due.

Voldsom ballade om Søsum-boliger: Lejere er i åben krig med udlejer

Flere klagesager kan være på vej mod indehaveren af ulovlige boliger på Søsum Bygade 18. En afgørelse i Huslejenævnet er allerede gået udlejeren imod

Af
Finn Due Larsen

Først fik de at vide, at de måtte flytte, fordi deres lejligheder var opført ulovligt af udlejeren.

Og nu kæmper flere tidligere lejere fra Stenspilgaard på Søsum Bygade også med at få de penge retur, som de og organisationen Danske Lejere mener, de har krav på.

”Det handler om boliger, der er ulovligt indrettede, om indskud og depositum der ikke er tilbagebetalt, og om forbrugs-regnskab, der ikke er udfyldt korrekt”, siger Rune Skovbjerg Krog, juridisk medarbejder i Danske Lejere, der varetager lejernes interesser.

Som omtalt i Lokalavisen den 29. oktober har retten i Hillerød slået fast, at lejlighederne ikke kan lovliggøres. Der må kun indrettes bofællesskab på stedet, og dermed er de i alt 20 lejemål ikke lovlige, lyder det i rettens afgørelse. Herefter har planudvalget i Egedal Kommune besluttet ikke at dispensere fra lokalplanen, så lejerne er opsagt fra april næste år.

"Hård proces"

Omtalen har fået flere tidligere lejere til at henvende sig til Lokalavisen. De fortæller om forhold på stedet, som har udløst hvad der nærmest kan kaldes en ”åben krig” med udlejeren.

”Det har været en utroligt hård proces”, siger Tine Lundstrøm, tidligere beboer på Søsum Bygade 18.

”Det har betydet, at jeg har haft svært ved at sove, og at slappe af. Og jeg har jo også to børn at tænke på. I organisationen Danske Lejere bekræfter Rune Skovbjerg Krog, juridisk medarbejder, at han har flere sager på sit bord, med klager over Søsum Bygade 18.

Skal betale tilbage

Som dokumentation for den seneste afgørelse henviser Rune Skovbjerg Krog til – og har fremsendt til Lokalavisen - Huslejenævnets kendelse af 26. september. Her fik en tidligere lejer medhold i en sag om krav på istandsættelse i forbindelse med lejers fraflytning og for meget efterbetaling for forbrug af varme, vand og el. Det har ikke været muligt at få oplyst, om kendelsen er anket eller ej.

En afgørelse, som betyder, at udlejeren skal tilbagebetale i alt 30.000 kroner tilbage til lejeren. Den vil ifølge Rune Skovbjerg Krog formentlig føre til flere klagesager, som Danske Lejere forventer at bringe videre. I første omgang i et forsøg på at opnå en aftale med udlejeren, ellers bringes den videre til Huslejenævnet:

”Den danner faktisk et godt grundlag for de andre sager vi har derude. Nogle får måske deres depositum retur, andre gør ikke, nogle får et ikke korrekt forbrugsregnskab, andre får intet. Så sagen her vil vi kunne henvise til ved fremtidige henvendelser, som man normalt gør med retspraksis der omhandler samme formål.”

Som tidligere omtalt er lejerne på Stenspilgaard opsagt fra 30. april næste år, og udlejeren har fået besked på at bringe indretningen af huset tilbage til sin oprindelige tilstand. Ejeren har siden fremsendt en ny ansøgning, der går på at indrette ferieboliger.

Publiceret 12 November 2019 06:02