Formand for Stenlændernes Julemarked, Jette Handberg Velsboe, kan slet ikke undvære fællesskabet omkring det årlige julemarked. Privatfoto.

Formand for Stenlændernes Julemarked, Jette Handberg Velsboe, kan slet ikke undvære fællesskabet omkring det årlige julemarked. Privatfoto.

Julestemning i højeste gear

I år er det 42. gang, at Stenlænderne afholder deres traditionsrige julemarked på spejdergården Maglevad. Helt som de plejer

Af
Mette Døllner

Stenløse Loppemarked, fiskedam, tombola. Eller måske krybbespil, Luciaoptog eller en tur i det muntre køkken. Mulighederne for at blive underholdt, uanset om man er stor eller lille, er nærmest uendelige, når spejdergruppen Stenlænderne slår dørene op til det 42. julemarked på Maglevad i Stenløse lørdag den 30. november og søndag den 1. december.

“Det er tradition på tradition på tradition med en lille bitte smule fornyelse. Og så er det bare julestemning i højeste gear, når du kommer derud. Det bliver altså ikke jul, hvis ikke man har været på julemarked og lige har fået et skud jul ind under huden, og det får man virkelig her,” sige Jette Handberg Velsboe, der for syttende år i træk er formand for Stenlændernes Julemarked.

Forberedelserne startede allerede i maj måned, og det årlige julemarked er da også den begivenhed, hvor spejderne får samlet flest penge sammen til aktiviteter og ture til resten af året.

“For mig er det vigtigt, at spejderidéen er med i det. At de skal yde, før de kan nyde, og de skal vide, at ingenting kommer af ingenting. Og vi samler de her penge sammen, så der er plads til at alle kan være spejdere. Så du skal ikke være meget rig, for at du har råd til at være spejder og komme med på turene, siger Jette Handberg Velsboe, der glæder sig over det store sammenhold og engagement, der hvert år er kendetegnende for det traditionsrige julemarked.

Publiceret 16 November 2019 00:00