Weekendens Danmarksmesterskab bød på flere hårdtslående kampe. Her er Horsens-bokseren Jacob Bank (i gul trøje) i ringen mod Necdet Kocbay. Foto: KT

Weekendens Danmarksmesterskab bød på flere hårdtslående kampe. Her er Horsens-bokseren Jacob Bank (i gul trøje) i ringen mod Necdet Kocbay. Foto: KT

Billedgalleri: Blod, sved og hårde slag i Jyllinge - lokale boksere hentede guld og sølv

Nogle af Danmarks største bokse-talenter var i weekenden samlet i Jyllinge, hvor den lokale bokseklub for første gang nogensinde afviklede Danmarksmesterskabet i amatør-boksning. Lokalavisen Egedal var med "ringside"

Af
Kenneth Tanzer

Kom nu Necdet - ikke snakke. Bare slå ham i gulvet."

Publikum og trænere levede i den grad med, da Herlev-bokseren Necdet Kocbay var ude i en hård finale i 75 kilo-klassen mod Jacob Bankk fra klubben BK Vitus i Horsens.

Men i sidste ende sejrede Jacob Bank på dommerpoint, og så kunne han kalde sig Danmarksmester. Guldmedaljen blev hængt om halsen, smilet var kæmpe stort, og turen hjem til Horsens blev pludselig meget sjovere.

Omvendt lyste skuffelsen ud af Necdet Kocbay, mens han badet i sved traskede mod omklædningsrummet.

Scenen for hele dramaet var Baunehøjskolen i Jyllinge, der fredag, lørdag og søndag dannede rammen om Danmarks Bokse-Unions DM-amatørstævne - med den lokale bokseklub Jyllinge Boxing Team som vært for første gang nogensinde.

DM-stævnet på Baunehøjskolen i Jyllinge blev samlet set besøgt af mere end 3000 mennesker. De fik set masser af god boksning. Foto: KT

DM-stævnet på Baunehøjskolen i Jyllinge blev samlet set besøgt af mere end 3000 mennesker. De fik set masser af god boksning. Foto: KT

136 boksere og 72 kampe kombineret med masser af nerver, vilje og hårde slag.

"Det har været super fedt. På de tre dage har der samlet set været 3000 mennesker hernede. Det er fantastisk," sagde Jylline Boxing Teams Bo Bøgeskov, da Lokalavisen Egedal mødte ham "ringside".

Han lagde ikke skjul på, hvor meget et Danmarksmesterskab betyder for den lokale bokseklub.

Kæmpe rygstød

"At vi blev udvalgt som arrangør, er virkelig kæmpe stort og giver et rygstød til alle i klubben. Ikke kun vores boksere, men også de mange frivillige, som får sådan et arrangement til at spille, for det kræver masser af planlægning," sagde Bo Bøgeskov.

Værtsklubben havde selv otte boksere i ringen. To tabte i semifinalen, en anden måtte se sig besejret i kvartfinalen, to hentede DM-sølvmedaljer, og så var der lige 14-årige Nicoline Bøgeskov og 18-årige Sascha Bøgeskov, der begge vandt DM-guld - godt nok uden kamp i finalen.

"Vi henter to guld og to flotte sølvmedaljer til Sarina Frederiksen og Ramiz Farahi. Vi er tilfredse, selvom vores målsætning var tre guldmedaljer," lød det fra Bo Bøgeskov, som erkendte, at han siden august har kørt sine otte DM-boksere hårdt.

"Det har været intenst. Vi har været på træningslejre og deltaget i turneringer i Sverige og Tyskland. Det hele har været målrettet mod dette DM-stævne. Derudover har vi haft meget fokus på det mentale, for det hjælper ikke noget at kunne slå hårdt, hvis du ikke har hovedet med i ringen. For mine boksere bliver det ikke større end DM på hjemmebane her i Jyllinge foran familie og venner, så det har krævet rigtig meget på det mentale plan," sagde Bo Bøgeskov.

Skal være skuffet

Én af de Jyllinge-boksere, som var ude i en benhård finale i vægtklasse 57 kilo, var 29-årige Sarina Frederiksen. Hun endte med at trække det korteste strå mod Elisabeh Søndergaard fra Hillerød, men selvom nederlaget gjorde ondt, så var hun tilfreds.

"Man skal være lidt skuffet, når man taber en finale - især på hjemmebane, men siden maj har jeg været ude med en skade, så når man tager en hård genoptræning med i regnestykket, så er jeg tilfreds. Jeg er også alenemor, så det har krævet en del at holde boksningen ved lige," lød det fra Sarina Frederiksen.

FAKTA

Sådan gik det de lokale Jyllinge-boksere.

  • William Fazcinek-Beckmann, 15 år, tabte sin semifinale i 54 kilo U17
  • Ramiz Farahi, 14 år, fik DM-sølv i 45 kilo U15
  • Wahid Khoshal, 17 år, tabte kvartfinalen i 60 kilo U19
  • Mikkel Bruun, 17 år, tabte sin semifinale i 64 kilo U19
  • Rasmus Arvidsen, 27 år, blev nr. 3 i Elite 81 kilo
  • Sarina Frederiksen, 29 år, vandt DM-sølv i 57 kilo
  • Nicoline Bøgeskov, 14 år, vandt DM-guld i 52 kilo U15
  • Sascha Bøgeskov, 18 år, vandt DM-guld i 60 kilo U19

Publiceret 18 November 2019 11:20