2 ud af 3 danske kvinder shopper på Black Friday

64 % danske kvinder svarer i stor undersøgelse fra Matas' kundeklub, at de forventer at købe et eller flere produkter på tilbud på årets Black Friday. Mens tidligere undersøgelser har vist, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle danskere handlede tilbud på Black Friday, er tallet markant højere når det gælder kvinderne i Matas' undersøgelse.

TEMA "Black Friday er blevet vores ubetinget største handelsdag. Sidste år slog vi alle vores rekorder med næsten en femdobling af den daglige omsætning, og vi er langt foran de traditionelt største handelsdage i julen," siger Brian Andersen, direktør for e-commerce i Matas-koncernen.

64 % af de adspurgte i undersøgelsen forventer at købe et eller flere produkter under årets Black Friday. 16 % forventer at bruge flere penge i år, 71 % forventer at bruge ca. samme beløb som sidste år, mens kun 13 % planlægger at bruge færre penge end sidste år.

Undersøgelsen er lavet i november 2019 blandt 2200 danske kvinder via loyalitetsklubben Club Matas, som er Danmarks største loyalitetsklub for kvinder. Club Matas har 1,4 mio. aktive medlemmer, hvoraf over 90 % er kvinder.

Elektronik ikke øverst på kvinde-liste

Men når man spørger kvinderne om deres forventede køb, ser billedet noget anderledes ud, end det som tidligere undersøgelser fra blandt andet Foreningen af Dansk Internethandel viser. Her er det typisk varer som elektronik, sportsudstyr og hvidevarer, der udgør halvdelen af købene.

Hos de adspurgte kvinder i Matas-undersøgelsen er det kategorien skønhed, helse og velvære, der er nummer 1 på Black Friday shoppe-listen med 34 %, tøj nummer 2 med 27 %, mens kategorien elektronik kun udgør godt 16 %.

"Black Friday er en kæmpe kampagnedag, og det er tydeligt for os, at vores kunder ved, hvad de går efter og hvor de kan gøre en god handel på dagen. De følger med i priserne løbende, og vores oplevelse er, at hvis man ikke har de rigtige produkter til den rigtige pris på dagen, sælger man ikke noget," siger Brian Andersen.

Planlagte julegaver driver handlen

Hvor mange udsalg tidligere har været præget af impulskøb, tyder Matas' undersøgelse på, at købene ved Black Friday skiller sig markant ud fra de gængse fordomme om kampagner og udsalg.

Kun 7 % af dem som planlægger at shoppe på Black Friday, kategoriserer det som impulskøb. 19 % siger det er klassisk tilbudsjagt, 17 % siger det er selvforkælelse, mens mere end 56 % svarer at købene her er til julegaver.

"Særligt Black Friday bliver af vores kunder set som en rigtigt god mulighed for at planlægge en del af julegaverne. Vi kan også se, at mange af de varer, vi sælger, er varer i den dyrere ende, der normalt er højt på gavelisterne omkring juletid," siger Brian Andersen

Black Friday overlever på sigt

Black Friday er først for alvor blevet stort inden for de seneste 3-5 år i Danmark. I USA ligger Black Friday umiddelbart efter helligdagen Thanksgiving og har gennem mange år været den største handelsdag. I Danmark måler man hele tiden på hvilke amerikanske handelstraditioner, der bider sig fast. Undersøgelsen fra Matas viser, at de danske kvinder tror, traditionen er kommet for at blive.

38 % siger således at Black Friday er endnu mere udbredt om 3-5 år i Danmark, 35 % tror at det er på samme niveau som nu, 23 % tror det findes, men at interessen er dalende, mens kun 4 % tror fænomenet ikke findes længere.

Publiceret 29 November 2019 00:00